En 20-årig mand undgik ved et utroligt held at blive skudt i hovedet af Musa Özcan Sevim, der ifølge politiet dræbte 17-årige Sohail Hamza i Tingbjerg.

Musa Özcan Sevim er ikke bare sigtet for teenage-drabet på kun 17-årige Sohail Hamza i Tingbjerg. Han forsøgte ifølge politiet også at skyde en 20-årig mand i panden. Det fremgår af sigtelsen, som BT har fået indsigt i.

Den 20-årige befandt sig 5. maj på nogle stenbænke i Tingbjerg sammen med den nu afdøde Sohail Hamza og andre venner. Ifølge sigtelsen kom Musa Özcan Sevim hen til dem, trak en pistol op af bukselindingen og tog ladegreb.



Han pegede pistolen mod panden på den 20-årige og trykkede på aftrækkeren. Men en patron havde sat sig fast i kammeret og blokerede for skuddet med det resultat, at pistolen klikkede.

Det gav den 20-årige tid til at flygte, men Sohail Hamza slap ikke væk.

Musa ôzcan Sevim tog ladegreb på pistolen igen og skød Sohail Hamza to gange i hovedet. Stenbænkene blev oversprøjtet med blod, og Sohail Hamza afgik ved døden dagen efter.

Musa Özcan Sevim blev onsdag anholdt i lufthavnen i Düsseldorf, da han forsøgte at flyve til Antalya i Tyrkiet.



Politikommissær Steffen Thaaning Steffensen bekræfter overfor BT, at Musa Özcan Sevim både er sigtet for manddrab på Sohail Hamza og forsøg på manddrab begået mod den 20-årige.

- Når nu du spørger direkte, så er svaret ja. Han er både sigtet for drab og drabsforsøg, siger Steffen Thaaning Steffensen til BT.

Sigtelsen blev læst op på et retsmøde 8. maj i retten på Frederiksberg, hvor politiet var mødt op for at få en fængslingskendelse, som er påkrævet, for at Musa Özcan Sevim kunne efterlyses i Europa.

Retsmødet blev afholdt, uden at der var presssefolk til stede. Dørene blev lukket i sagen, og den 20-årige - der let kunne være blevet sagens andet offer - er omfattet af navneforbud.

Politiet har begæret Musa Özcan Sevim udleveret til Danmark, men der kan gå helt op til 30 dage, inden de tyske myndigheder beslutter, om han skal udleveres.

Musa Özcan Sevim er tidligere dømt for blandt andet gaderøveri og hjemmerøveri, og har været tæt på udvisning.