Tre tidligere Siemens-ansatte har fået medhold i påstand om, at vindmølleproducenten brød arbejdsmiljøregler.

Aalborg. Vindmølleproducenten Siemens Wind Power er ved Retten i Aalborg blevet dømt til at betale knap en million kroner i erstatning til tre medarbejdere, der blev syge af arbejdet.

Dermed har retten givet de tre medarbejdere medhold i anklagen mod Siemens for at have brudt arbejdsmiljøreglerne.

De tre medarbejdere får henholdsvis 251.842 kroner, 509.554 kroner og 136.007 kroner i erstatning.

Retten anfører i dommens begrundelse, at arbejdet "ikke har været planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt".

Medarbejderne har blandt andet været udsat for skadelige kemikalier som epoxy og isocyanater under arbejder med at støbe forme til vindmøllevinger.

Det har ført til sygdomme som astma, allergi og eksem.

Retten har nu anerkendt, at der er en sammenhæng mellem det arbejde, som medarbejderne har udført, og de sygdomme, de har pådraget sig.

Og retten fastslår samtidig, at det er arbejdsgiveren Siemens, som er ansvarlig for, at arbejdet ikke er foregået på en forsvarlig måde.

Advokat Christian Riewe, der har ført sagen for de tre medarbejdere, er tilfreds med dommen, som han kalder "meget grundig".

- Det, der har været temaet, er, om Siemens har gjort, hvad man med rette kunne forvente i forhold til arbejdsmiljøet, og der har retten klart sagt, at det har de ikke, siger advokaten.

Han understreger samtidig, at erstatningssummen på knap en million kroner senere kan blive forhøjet.

- De er ikke alle færdige med udredningsforløbet, både i lægeligt og kommunalt regi, og det, der er afsagt dom for nu, er foreløbige krav frem til bestemte datoer, siger Christian Riewe.

Ifølge Siemens har der fra 2005 til 2015 været 37 medarbejdere, der har fået arbejdsskadeerstatning, efter at de har været udsat for epoxy eller isocyanater.

En aktindsigt, som DR Nyheder har fået hos Arbejdsskadestyrelsen, viser, at der i perioden 2005 til 2015 har været 64 sager om arbejdsskader med Siemens-ansatte, der har arbejdet med epoxy og/eller isocyanater.

Det tal dækker både over sager, der er blevet anerkendt og har ført til arbejdsskadeerstatning og sager, der er anerkendt, men som ikke har ført til erstatning.

En del medarbejdere vil formentlig læse dommen fra Retten i Aalborg med stor interesse, da den kan vise sig at bane vejen for flere civile søgsmål.

- Dommen handler om arbejdsforholdene på en lille del af Siemens, hvor de tre har været beskæftiget. Så hvis nogen har haft samme arbejdsplads og udført samme arbejdsopgaver, så kunne der være noget at hente for dem, siger Christian Riewe.

- Men i hvilket omfang, dommen kan udbredes, kræver en meget grundig gennemlæsning af dommen og en sammenligning af arbejdsforholdene andre steder for at vurdere, siger han.

Siemens oplyser i en kommentar på virksomhedens hjemmeside, at man "nu vil gennemgå dommen i detaljer og vurdere, om den skal ankes".

Desuden skriver virksomheden, at den har iværksat et initiativ, som skal "sikre den højeste standard for arbejdsmiljø".

Derudover ønsker Siemens ikke at udtale sig om sagen.

/ritzau/