I stedet for en hed nat på lagnerne, fik en 19-årige mand fra Aalborg lov til at overnatte i detentionen.
Den unge mand var fuld og havde lyst til sex, men han var så beruset, at en prostitueret på en massageklinik på Badehusvej i Aalborg afviste ham.
Det skriver nordjyske.dk.
Episoden fandt sted omkring klokken to natten til onsdag.
- En glædespige afviste ham, siger vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi til avisen.
Det blev den sextrængende 19-årige så ophidset over - altså af raseri - at han kastede en sten gennem ruden til massageklinikken.
Den unge mand blev anholdt af politiet og bragt til detentionen på politigården i Aalborg.



