Faste besøgende på sexnetto.dk kan ånde lettet op. Domænet, hvorfra der sælges sexlegetøj, får nemlig lov til at beholde sit navn.

Der er faldet dom i retsstriden mellem Dansk Supermarked A/S, som blandt andet tæller kæden Netto, og sexnetto.dk.

Det blev til stor glæde for Jan Jacobsen, indehaver af sexnetto.dk, fastslået i Retten i Sønderborg, at domænenavnet ikke dækker over et »sexet plagiat« af Netto, men derimod en butik, som sælger sexudstyr til billige priser.

Der var dog også en lille sejr for Dansk Supermarked. To andre domænenavne bliver overdraget til Dansk Supermarked, der også tæller varehusene Føtex og Bilka.

Der er tale om netto-sex.dk og 6netto.dk, som ikke er i brug, oplyser indehaver Jan Jacobsen.

Det har ikke været muligt for Berlingske Nyhedsbureau at få en kommentar fra Dansk Supermarked eller Netto.

BNB