Den pædofile 58-årige SP er tiltalt for usædvanligt grove og sadistiske sexovergeb på mindreårig pige. Han løj sig ind på sine ofre som opofrende velgører.

Udadtil en altid venlig, imødekommende og opofrende sjæl, som arbejdede frivilligt og ulønnet for Dansk Røde Kors for at hjælpe i en højere sags tjeneste. Men - ifølge det 12 punkter lange anklageskrift mod ham i en retssag, som begynder ved Retten i Odense tirsdag – i virkeligheden en beregnende, manipulerende og løgnagtig pædofil, der gennem sin tilknytning til den velgørende organisation og ved sin fysiske og psykiske overlegenhed i forhold til en blot 13-årig pige gennem otte måneder udsatte hende for en række stærkt sadistiske seksuelle overgreb, hvor der i flere tilfælde også deltog andre mænd.

Pigen, som i løbet af de otte måneder i den 58-årige fynbo SPs vold fyldte 14 år, blev ifølge anklageskriftet i den uhyggelige sag udsat for overgrebene forskellige steder på Fyn og i Jylland fra december 2014 og frem til politiets anholdelse af SP i midten af august i fjor. Siden har han siddet varetægtsfængslet. I morgen og på onsdag må han, flankeret af betjente, gå den tunge gang fra arresten til retssalen i domhuset i Odense og se dommer og domsmænd i øjnene.

Uhyggelig læsning

Gerningsstederne strækker sig i følge anklageskriftet fra Hvedholm Slot ved Faaborg på Sydfyn til Kokkedal Slot ved Brovst i Nordjylland. Fra Varde og Esbjerg i Vestjylland til Limfjordsøen Mors. En hel del andre af de grove overgreb og blufærdighedskrænkelser mod den mindreårige pige har fundet sted mange forskellige steder i Odense. Blandt andet i lagerhaller og på havnen. Pigen er også blevet misbrugt i den selvsamme Røde Kors-varevogn, som SP havde adgang til under dække af, at han som frivillig og ulønnet kørte rundt og hentede aflagte møbler til gavn for organisationen.

Det seks A4-sider lange og tætskrevne anklageskrift er uhyggelig læsning. Pigen er bl.a. i nøgen tilstand blevet bundet mellem to træer i Legind Skov på Mors, hvor hun forinden havde fået bind for øjnene, var blevet mundkneblet og derefter misbrugt af SP i forening med en anden, uidentificeret mand.

Et andet anklagepunkt beskriver, hvordan ofret - mens hun stadig kun var 13 år - på et værelse på Kokkedal Slot ved Brovst i Nordjylland nøgen og med bind for øjnene blev bundet til en seng, fik sat klemmer på brystvorterne og en genstand indført i skeden, mens SP optog et større antal pornografiske fotografier af hende med henblik på at udbrede billederne til andre pædofile.

Bundet til kroge

I et tredje tilfælde er den mindreårige pige på en bed & breakfast på Mors blevet tvunget til bl.a. analt samleje og er blevet slået på kønsdelene. I et fjerde er hun i en lagerbygning i Odense blevet bundet til kroge i loftet og på væggene af den 44 år ældre mand, som også dér har forgrebet sig på hende. I et femte tilfælde er hun blevet tvunget til at indgå en slavekontrakt med ham.

Klaus Nørskov, pressechef for Dansk Røde Kors, er rystet over, at SP har vist sig at være en ’ulv i fåreklæder’. For SP benyttede sin synlige tilknytning til Røde Kors til at skaffe sig adgang til flere piger – herunder ikke mindst den 13-årige – fordi SP også giver sig ud for at være modelfotograf og bildte folk omkring sig ind, at han skulle lave diverse fotoserier til Røde Kors’ medlemsblad.

Derfor arbejdede bl.a. makeup-artister og lysfolk ulønnet for SP, fordi de troede, de gjorde et stykke uegennyttigt arbejde til gavn for Røde Kors. Men de forskellige fotoserier, som SP lavede, uden at de øvrige anede noget om det, viste sig at have en helt anden karakter.

Det kom frem, da Fyns Politi ransagede hans bopæl i Odense-bydelen Bolbro i august. Det viste sig, at han udover de mange sadistiske overgreb på den mindreårige pige også havde udbredt en lang række utugtige billeder til ligesindede.

Smidt ud af Røde Kors

Røde Kors-pressechefen siger om den 58-årige tidligere pædofili-dømte SP:

»Jeg kan bekræfte, at han meldte sig som frivillig i vores afdeling i Odense, og at hans opgave var at køre rundt og hente møbler til vores genbrugsbutikker. Derfor havde han adgang til en Røde Kors-bil. Vi konstaterede, at manden kørte rundt i bilen til steder langt fra Odense, så vi gav ham en advarsel, og han fik at vide, at han ikke længere måtte benytte bilen. Da han alligevel blev ved med det, blev han smidt ud af vores lokalafdeling. Jeg kan bekræfte, at vi har hørt hans dækhistorie, men der har ikke været tale om, at han skulle lave sådan noget for Røde Kors (foto-arbejde, red.),« understreger Klaus Nørskov.

Han tilføjer:

»Det her er både rystende og forargeligt. Jeg tror desværre, at det er umuligt at sikre sig 100 procent mod et så udspekuleret misbrug, men vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at det ikke sker igen.«

Marianne Birck, specialanklager ved Fyns Politi, oplyser til BT, at der vil blive ført fire vidner i retssagen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra SPs forsvarer, advokat Sten Møller til, hvordan hans klient forholder sig til anklagerne.

Der ventes dom på onsdag.