Han udgiver sig for at være læge og har gjort det til sit speciale at få unge kvinder til at lægge tøjet, så han kan befamle dem - alt sammen under dække af, at han undersøger dem.

Nu får han sin egen medicin at smage på internettet, hvor han bliver totalt klædt af på de sociale medier.

Den 25-årige kvindebefamler fra Holstebro har fået sin egen hadeside på Facebook, hvor det vælter frem med henvisninger til presseomtale af sager om mandens seneste krænkelser og ikke mindst advarsler fra primært unge kvinder, der føler sig krænket eller har været tæt på at blive snydt af manden.

Meldt til politiet

»Siden er oprettet som et nødråb til politiet - til at gøre noget ved denne sag. Det må stoppe nu,« siger den 19-årige Simone Westrup Andersen, der står bag Facebook-siden, der i øjeblikket følges af langt over 4000 personer.

Den falske læge bliver nævnt ved navn på siden, som også er spækket med fotos og mere eller mindre ironiske henvisninger til mandens egen profil på Facebook.

»Føj at det ikke snart er stoppet endnu og at han kan få sig selv til at blive ved med at udsætte piger for den oplevelse,« lyder det fra en anonym kvinde, der fortæller, at hun for længst har meldt den 25-årige til politiet, efter at han havde tilbudt at foretage en såkaldt »undersøgelse.«

Her er og nu er siden fyldt med henvisninger til engelsksprogede presserapporter efter afsløringen af den falske læges krænkelser af tre unge kvinder på ferieøen Malta.

Sagen i Malta startede tidligere på måneden, og i sidste uge blev den 25-årige idømt en betinget fængselsdom.

Dagbladet har spurgt Simone Westrup Andersen om baggrunden for hadesiden, og hun fortæller, at hun ikke selv er blevet fysisk krænket, men »han har forsøgt sig«.

Kontakten opstod, da den 25-årige skrev til hende og gav sig ud for at være »sportslæge«. Han spurgte, om hun ville være med i en undersøgelse om fremskridt i hendes styrketræning.

Til gengæld lovede han gratis fitness i tre måneder.

Det lød som et »mega fedt tilbud«, men Simone Westrup Andersen syntes, det var underligt, at han bad hende om at sende et foto af hendes mave.

Senere blev hun tilbudt opgaver som »nummerpige« til et sportsarrangement i Randers, og efterfølgende job som »event-pige« i København.

»Alt, jeg skulle gøre, var at få en lægeerklæring, så jeg kunne blive forsikret, da alle nummerpiger skulle det. Jeg fik valget om at filme undersøgelsen ved min egen læge og derefter vise ham det eller komme til Århus, hvor han ville lave undersøgelsen,« fortæller Simone Westrup Andersen, som blev mistænksom og satte sig for at tjekke den selvbestaltede sportslæges baggrund.

Veninden advarer

»Vi havde et par fælles venner, så jeg skrev til en af dem, hvad han var for en. Og han advarede mig på det kraftigste. Jeg snakkede derefter med en veninde, han også havde skrevet til, og skrev derefter til ham, at han skulle »pisse ud af min indbakke«.