Ekstremt charmerende. En dygtig og overbevisende manipulatør. Et seksuelt rovdyr. Pædofil. Incestuøs kriminel. Alfons for mindreårige.

Skudsmålene er rigtig mange, når det drejer sig om den 48-årige ingeniør, der i disse uger står for retten i Lyngby som tiltalt i en sag med en endeløs række af eksempler på seksuel udnyttelse af to piger på 16 og 17 år. For sex med en 14-årig pige og for overgreb på en 12-årig.



Og for at have forsøgt at hverve børn til en sexskole for piger og drenge helt ned til 10-11 års alderen.

B.T. har talt med en af den 48-årige ingeniørs tidligere eks-kæreste.



Hun er bange for ham. Bange for represalier, når han en skønne dag er på fri fod. Bange på egne og sine børns vegne. Alligevel vælger hun at bryde den tavshed, der i årevis har tynget hende og hendes børn fra et tidligere ægteskab. Verden har behov for at vide, hvad den 48-årige er for en mand, mener hun.

- Jeg er stensikker på, at han begynder forfra med at udnytte små piger, når han kommer ud igen, siger hun.

- Han kan ikke lade være. Det er hans drivkraft. Hans eneste formål med tilværelsen. Det eneste tidspunkt, hvor han føler sig godt tilpas.



Kvinden ønsker at være totalt anonym. Både af frygt for sin tidligere kæreste og fordi hun sammen med ham var og er et kendt ansigt i s/m-miljøet i den del af Danmark, hvor de boede sammen. Hun frygter, at det kan koste både liv og job, hvis hun bliver genkendt.

Derfor er denne artikel totalt renset for navne, datoer og stednavne. B.T. har dog det fulde indblik i disse fakta.

Meget unge kvinder

- Mens jeg var sammen med ham, blev jeg efterhånden klar over, at han tændte på meget unge kvinder og mænd. Vi var ofte i s/m-klub med hinanden, og han plagede konstant om at få lov til at være sammen med både unge kvinder og mænd. Jeg tillod, at han var sammen med nogle unge mænd. De var dog over 18 år gamle.

Ordene fra kvinden, kommer tøvende og stemmen er usikker. Hun sikrer sig gentagne gange, at B.T. vil garantere for hendes anonymitet.

- Han fik mig også overbevist om, at han aldrig havde gjort noget forkert mod sine egne børn. Men det havde han jo. Jeg får kvalme af at tænke på, at han har tre døtre.

Den 48-ingeniør blev 10. august 2009 idømt fem måneders betinget fængsel for at have forsøgt at få oralsex af sin fire-årige datter og for at have tvunget en anden datters 10-årige veninde til at røre ved hans erigerede lem. Der er ingen af dem, der vil have noget med ham at gøre mere.