Nordsjællands Politi har nu et gennembrud i sagen om den forsvundne Miriam Camilla Gunlund fra Charlottenlund. De undersøgt flere timers videoovervågning i forbindelse med eftersøgningen.

Overvågningen viser, at den 43-årige kvinde med stor sandsynlighed gik ombord på færgen fra Helsingør til Sverige på årets første dag.

- Vi har gennemset overvågningsbåndene, og hun er set gå ind på færgen. Men vi kan ikke konstatere, at hun har forladt færgen, fortæller Jesper Smith ved Nordsjællands Politi.

Miriam Camilla Gunlund var tirsdag den 1. januar på vej fra sit hjem i Charlottenlund til sin mor i Snekkersten, men hun nåede aldrig frem og ingen har set eller hørt fra hende siden. Politiet fandt hendes bil omkring 100 meter fra færgeterminalen i Helsingør, og hendes mobil blev slukket i Helsingør. Og nu kan de altså konstatere, at Miriam var ombord på færgen mod Sverige omkring kl. 17. Men hvorfor hun ikke kan ses på overvågningen gå af færgen, er endnu usikkert.

- Der er tre muligheder: hun kan have gemt sig, hun kan have fundet en bil at køre med eller den grimme: hun er sprunget ud over rælingen, siger Jesper Smith.

Hverken Miriam Camilla Gunlunds telefon eller dankort har været brugt siden hun forsvandt, men politiet tror ikke, at kvinden har været ude for en forbrydelse.

- I så fald skulle der være et motiv, og det er der ikke. Vi frygter, at hun har været ude for en ulykke, men det er endnu for tidligt at sige noget konkret om, lyder det fra vicepolitikommissær Finn Janniche. Der er overvågning ombord på færgerne, men det materiale mangler politiet endnu at kigge igennem.