Der blev skudt både med et oversavet haglgevær og med en pistol. Men det var en serie af knivstik, der sluttede med, at halsen blev skåret over, der tog livet af en 41-årig mand tirsdag aften på Bygmestervej i Københavns nordvestkvarter.
Det er resultatet af obduktionen, dvs. den lægelige undersøgelse af den dødes krop, oplyser lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Ove Dahl.
- Han er ramt af adskillige knivstik i ryggen og i låret, og så har han fået halsen skåret over. Det er det, han umiddelbart er død af, siger Ove Dahl.
Desuden er den dræbte ramt af hagl fra et eller flere skud med et jagtgevær i det ene lår, men dette sår har været forholdsvis ufarligt, skønner politiet.
Der er fundet et oversavet haglgevær og en lille pistol på stedet, og begge våben har været affyret. Politiet har fundet et projektil fra pistolen i en vinduesramme i nærheden af gerningsstedet.
/ritzau/




















