Den serbiske voldsmand, der gav en kvindelig buschauffør kraniebrud, er bestemt ikke ønsket i Danmark. Den 54-årige Milos Petrovic blev nemlig udvist i sidste måned

Politiet i Nordsjælland leder med lys og lygte efter den serbiske voldsmand, Milos Petrovic. Og når de finder ham, kan han regne med, at han vil blive fulgt ud af Danmark igen.

Fuldstændig som det var tilfældet i sidste måned.

- Han blev udvist af Danmark den 15. juni. Hvorfor ved jeg ikke, og det vil jeg heller ikke komme ind på nu, først når vi har fanget ham, siger Søren Christensen, vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Til gengæld vil vagtchefen godt oplyse, at politiet fulgte Milos Petrovic til enten et fly eller et tog i forbindelse med udvisningen for lidt over en måned siden.

- Og så må han være sluppet ind i landet igen, bekræfter Søren Christensen, der ikke ved, hvor længe Milos Petrovic har opholdt sig i Danmark.

- Vi kender ham heroppe, men han er også kendt af politiet i andre kredse på Sjælland, bekræfter vagtchefen.

Hele lørdagen blev den forhutlede og lettere skaldede voldelige serbere jagtet intensivt af politiet i Helsingør og omegn.

Slog chauffør i hovedet

Det voldelige og motivløse overfald på den 56-årige kvindelige buschauffør skete torsdag eftermiddag, hvor chaufføren passede sit arbejde på buslinjen 803.

Da bussen standsede ved Snekkersten, var Milos Petrovic den eneste passager i bussen. Og det var her, serberen pludselig slog kvinden flere gange i hovedet med en 30-50 centimeter stump genstand, der var pakket ind i plastic, så hun blødte kraftigt.

Buschaufføren blev indlagt på Rigshospitalets traumecenter. Her blev det konstateret, at kvinden havde fået en mindre hjerneblødning og seks flænger i hovedbunden.

Buschaufførens tillidsmand og ægtefælle, Steen Toftager Larsen, har tidligere fortalt til BT, at hans kone er rystet over overfaldet, men at hun efter omstændighederne har det godt.