Tre serbere er fængslet i en af Midtjyllands største berigelsessager nogensinde.

Da politiet i marts anholdt to serbiske mænd på 36 og 47 år i en lejlighed i Ikast, blev de sigtet for 23 indbrud. Siden er sagen mod serberne, som nu også tæller en 46-årig kvinde, vokset nærmest eksplosivt, oplyser Herning Folkeblad.

- P.t. er vi på 150 indbrud, fortæller efterforsker Bo Edwardsen fra den centrale efterforskningsafdeling ved Midt- og Vestjyllands Politi. Og sagen kan vokse sig endnu større.

- Jeg kan ikke afvise, at der kommer flere anholdelser i sagen og måske flere sigtelser for indbrud, siger Bo Edwardsen til Herning Folkeblad. Han kalder den serbiske tyverisag for en af de største berigelsessager i det midtjyske i mange år. Serberne har stjålet for millioner af kroner fra de midtjyske familier, som har haft uønsket besøg.

- Hvis tyvebanden har stjålet for i gennemsnit 15.000 kroner ved hvert af de 150 indbrud, snakker vi 2,25 millioner. Og det er endda lavt sat, understreger Bo Edwardsen.

Indbruddene er blandt andet sket i Herning, Ikast, Vildbjerg, Sunds, Aulum, Kibæk og Videbæk. Indtil videre har politiet fundet ikke færre end 1076 koster hos serberne.

Serberne stjal især kontanter og smykker. Netop de hundredvis af smykker har politiet svært ved at finde de rette ejermænd til, og derfor er alle de indbrudsramte midtjyder torsdag inviteret til åbent hus på rådhuset i Ikast for at se nærmere på tyvekosterne.