Seks på skadestuen: Kvinde og fire-årig mistede livet i brand

En 57-årig kvinde og en fire-årig dreng har natten til tirsdag mistet livet i en brand i en beboelsesejendom i Løgstør, og yderligere seks personer er blevet bragt på skadestuen med røgskader. Det oplyser Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Branden opstod i en lejlighed i Bredgade i Løgstør klokken 00.30.

»Der er tale om en voldsom brand, hvor taget blev gennembrændt i løbet af kort tid. Otte personer blev bragt til skadestuerne i Aalborg, Farsø og Thisted. To af personerne er afgået ved døden,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

Han fortæller, at hele ejendommen stort set er udbrændt, og at der først kom kontrol over flammerne lidt efter klokken tre. Røgdykkere fandt en person inde i bygningen, der var afgået ved døden, mens den anden afdøde blev fundet uden for bygningen.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk.

28 beboere blev natten til tirsdag bragt til Løgstør Hallen, mens de afventede genhusning.

Vagtchef Karsten Højrup Kristensen kunne tidligt tirsdag morgen ikke komme med yderligere oplysninger om de afdøde, da politiet var i gang med at underrette de pårørende.

»Vi ved intet om årsagen til branden endnu, men der er efterforskere på stedet, og der kommer yderligere tekniske undersøgelser,« siger vagtchefen.

BNB

Læs også: