Seks teenagedrenge blev natten til søndag truet med knive af to jævnaldrende drenge og frarøvet deres mobiltelefoner og deres armbåndsure. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Røveriet skete klokken 01.45 ved tunnellen ved Brøndbyvester Boulevard og Strandesplanaden i Brøndby Strand.

»De seks unge mænd, der er mellem 16 og 18 år, bliver holdt op med knive af to fyre med mellemøstligt udseende. De bliver bedt om at aflevere mobiler og armbåndsure, hvorefter de to overfaldsmænd stikker af,« fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Brian Normann.

Ifølge vagtchefen har politiet »nogle fornuftige signalementer« af de to røvere.

»Det er to knægte på omkring 15-17 år af mellemøstligt udseende begge to. De er mellem 175-180 centimeter høje. Den ene var iført en sort hættetrøje, sorte bukser og sorte sko, mens den anden var iført en sort kasket og en sort fleecetrøje,« fortæller Brian Normann.

Begge gerningsmænd var bevæbnet med knive.

BNB