Seks års fængsel og udvisning efter endt straf. Det var dommen, en 51-årig bosnisk mand tirsdag modtog ved retten i Sønderborg for gentagne gange at have seksuelt misbrugt både sin datter og sin niece. Det oplyser Syd - og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 51-årige mand er, udover at være dømt for voldtægt, også dømt for anden kønslig omgang end samleje.

Overgrebene på pigerne stod på i adskillige år. For datteren begyndte mareridtet, da hun som 15-årig kom til Danmark sammen med sin mor i 2002 og stod på i tre år. Niecen var blot seks år gammel, da manden først udsatte hende for overgrebene, der fortsatte indtil hun var 11.

Den 51-årige bosnier skal betale 80.000 kroner i erstatning til datteren, mens niecen skal have 120.000 kroner. Manden har valgt at anke dommen.