En seksårig dreng har mistet både sin mor og ni-årige storebror i en voldsom trafikulykke fredag morgen.

Den sorte Mazda 121 med den 31-årige mor og hendes to sønner på henholdsvis ni og seks år samt kvindens to stedsønner på 13 og 15 år var på vej ad Næstvedvej uden for Præstø fredag morgen omkring klokken syv, da ulykken indtraf. Bilen kørte i retning mod Bårse, da den 31-årige kvinde foretog en overhaling af en lastbil. Men overhalingen gik helt galt.

- Vi har fundet frem til, at køretøjet med de afdøde har foretaget en overhaling af lastbilen, og i forbindelse med overhalingen når de ikke at komme udenom lastbilen, før de rammer et modkørende køretøj, fortæller Tom Stysiek, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til bt.dk fredag eftermiddag. Politiet fik meldingen om ulykken klokken 7.03.

Den 31-årige kvinde og børnene kom fra Præstø-egnen. Foruden moderen og den ni-årige dreng, kom de tre andre børn også til skade ved ulykken. Alle passagerer i kvindens bil måtte klippes fri af bilerne efter sammenstødet.

- Der er to af drengene, der er lettere kvæstet, og den 13-årige er alvorligt tilskadekommende, fortæller Tom Stysiek, der også kan fortælle, at de tre overlevende drenge er bragt til tre forskellige hospitaler på Sjælland.

Den modkørende bil, der var en gul Fiat Cinquecento, blev ført af en 28-årig mand fra Nordfalster, og også han kom alvorligt til skade ved ulykken og måtte skæres fri af sin bil.

- Han blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter, fortæller vagtchefen, der ikke har nogen oplysninger om, hvorvidt den 28-årige eller den 13-årige er i livsfare.

Selv om politiet formoder, at ulykken skyldes en fejlbedømmelse ved en overhaling, så kan det endnu ikke udelukkes, at andre ting kan have spillet ind - som for eksempel et ildebefindende hos kvinden.

- Det kan vi ikke udtale os om på nuværende tidspunkt. Vores undersøgelser er ikke endeligt færdige, men der er ingen tvivl om, at det er en overhalingsulykke, hvor man ikke er nået at komme ind i rette vognbane igen i rette tid, siger vagtchefen, der fortæller, at en bilinspektør fredag har set på ulykkesstedet.

Desuden vil der blive foretaget et lægeretsligt ligsyn af de to afdøde, hvilket er normal procedure ved trafikulykker, hvor personer bliver dræbt.