En 17,5 ton tung lastbil uden fører kørte mandag morgen ind i husmuren til Bandidos-borgen på Amager Landevej 195 i krydset ved Amager Landevej og Løjtegårdsvej. Politiet mener, det kan være banderelateret.

Ulykken fandt sted klokken tre i nat, men politiet fik først meldingen klokken syv i morges. 

- Det er ikke et helt almindeligt færdselsuheld. Lastbilen er stjålet tre kvarter, inden den er kørt ind i huset. Den er kørt ind i huset uden fører, så den er formentlig blevet sat i gang med at køre et eller andet sted ude fra Amager Landevej. Man har placeret en mursten på speederen, og der har derfor ikke været en fører af lastbilen, siger Lars Borg fra Københavns Politi til bt.dk.

Det var en borger, der anmeldte ulykken til politiet onsdag morgen, men personen havde ikke selv set det ske. Et vidne fra området hørte braget omkring klokken tre i nat. Hun kontaktede dog ikke selv politiet.

- Vi har talt med hende, og hun fortæller, at hun hørte braget og så lastbilen inde i muren. Kort efter ser hun, der løber en masse mennesker rundt ude på gaden. Det tyder på, at de er kommet inde fra huset, men vidnet har ikke selv set, hvor de kom fra, og vi har heller ikke helt styr på, hvor mange der er tale om, siger Lars Borg.
 
Politiet har undersøgt bygningen med hunde for at se, om der skulle være nogen tilskadekomne, og her var der ikke nogen mennesker at finde i ejendommen. Der var så vidt vides ingen mennesker, der blev ramt af bilen. Da politiet onsdag morgen undersøgte huset, forsøgte et Bandidos-medlem, der bor i huset, at få adgang til bygningen, men blev afvist af politiet, da han gik forbi afspærirngen.

Bt.dks medarbejder på stedet talte med flere personer, der bor i lokalområdet, som intet har hørt til nattens uroligheder. Et problem, som politiet erkender skyldes, at der er tale om en rockerborg.

- Folk er bange for at kontakte politiet, når de hører noget. Så når der er ballade herude, hører vi ingenting. det er vi naturligvis rigtig kede af. Vi sørger naturligvis selv for at overvåge området så godt som muligt, men vi har jo også brug for borgernes hjælp, siger Lars Borg og fortsætter:

- Grunden til, at vi ikke får denne anmeldelse med det samme, og at naboer og folk i området ikke kontakter os, når der er problemer ligesom i weekenden, er jo, at de ikke vil involveres i en eventuelt retssag. Jeg kan godt forstå det, men det er et problem for os, siger han.
 
Ejendommen har været benyttet af Bandidos rockere det sidste halve år, ifølge politiet. Det har skabt en del uroligheder i området, fortæller bekymrede borgere fra kvarteret.

- Hvor der er rockere og bander, er der altid en del uro. Jeg kan heller ikke afvise, at de ting, der er sket i sidste uge og her i weekenden, kan have noget med det her at gøre. Det er klart, at det indgår i vores efterforskning, siger Lars Borg.

 olitiet har her til formiddag sikret sig flere spor i sagen, blandt andet fra overvågningskameraer på bygningen, samt fra firmaet Skibby Jensen Smedie A/S, hvorfra renovationsbilen var stjålet,

Omkring klokken ni onsdag formiddag fjernede en kran 'spøgelses'-lastbilen fra muren, og alle frygtede, at det ville få bygningen til at styrte sammen, men det skete heldigvis ikke. Bygningen er dog fortsat ustabil og skal nu stives af.