To tidligere dødsfjender - Hells Angels og bandegrupperingen Brothas fra Mjølnerparken - danner nu fælles front. Det viser en video på youtube


Lørdag nat lagde Strøget i København fliser til omtrent 100 rockere og bandemedlemmer, der gik gennem byen i et såkaldt 'show of force'.

Ifølge Københavns Politi var de 100 mennesker tilknyttet Hells Angels og bandegrupperingen Black Cobra.

- Vi har haft besøg på Amagertorv af en større gruppe med relation til Hells Angels og Black Cobra. De var ude for at gå en tur, det har vi oplevet tidligere. De skal lufte rygmærket og vil gerne vise, at ’her er vi’, sagde vagthavende ved Københavns Politi, John Hansen, søndag morgen.
 


Men nu viser en video på nettet, at også en anden bandegruppering deltog i den fælles tur gennem København, nemlig grupperingen Brothas fra Mjølnerparken - der ellers traditionelt har været at betragte som dødsfjender med Hells Angels.

HA og Brothas har siden bandekrigen brød ud i august 2008 haft adskillige sammenstød initieret fra begge sider - herunder adskillige drabsforsøg og voldelige overfald.

Et af disse udrulles aktuelt i Københavns Byret, hvor fire medlemmer af Hells Angels støttegruppe, AK81, er tiltalt for overfald på personer med tilknytning til Brothas.

Med ordene 'hvad glor i på' skal de fire i oktober 2011 have overfald to unge fra Mjølnerparken med baseball-bat og en kniv - det ene af ofrene er i familie med den 26-årige mand, som anses for at være leder af Brothas.

Men under overskriften 'HELLS ANGELS - AK81 - BROTHAS - BLACK COBRA' viser videoen nu - optaget af en person fra bande-optoget, der flere gange brøler på kommando fra manden med kameraet - at den gamle strid er bilagt. Således ses HA-rockere fra hele Sjælland på videoen, skulder om skulder med personer i trøjer med påskriften 'Brothas' og 'Black Cobra'.

Se videoen her:



Hverken Københavns Politi eller Hells Angels ønsker at kommentere videoen, men begge steder bekræfter man, at også Brothas gik side om side med Hells Angels lørdag nat.

- Det kunne se ud som om, at den gamle strid er bilag, siger en kilde i miljøet.

- Mjølnerparken blev misled af Blågårds Plads, da bandekrigen startede. Det er slut nu.

Da bandekrigen brød ud i 2008 - primært mellem Hells Angels og grupperingen på Blågårds Plads, i daglig tale 'Pladsen' eller BGP - allierede Blågårds Plads sig med unge fra Mjølnerparken, der senere tog navnet Brothas Souljaz, nu bare Brothas.

De nye nære bånd mellem Brothas og Hells Angels skal ses i lyset af, at netop denne alliance siden har knaget og braget.

Allerede i foråret 2010 sluttede Mjølnerparken for en tid fred med Hells Angels - uden om Blågårds Plads - hvilket bragte de to bandegrupperingers forhold på kogepunktet.

Således angreb Blågårds Plads medlemmer af Brothas flere gange det år, først i sommeren og siden efteråret 2010, da medlemmer fra Brothas to gange med få måneders mellemrum blev henholdsvis overfaldet og skudt på Nørrebro.

Overfaldene blev siden 'byttet' - herunder 5. juli 2011 på Ali's Bageri, da en person med relation til Blågårds Plads blev udsat for drabsforsøg. Ifølge sigtelsen skete det af intet mindre end otte personer fra Brothas, herunder flere ledende medlemmer, der i øjeblikket sidder varetægtsfængslet.

Lørdagens 'show of force' skal ifølge en kilde i miljøet ses som et udtryk for, at Brothas nu har valgt side i konflikten - og allieret sig med de gamle dødsfjender Hells Angels, der fortsat er i konflikt med Blågårds Plads.

Godt 6.000 har set videoen, siden den blev lagt på nettet for to dage siden. Og det er da også Brothas, som kritikken hagler ned over.

- Mjølnerparken er bare nogen æreløse hunde. Folk fra Brothas er blevet pløkket af dem fra AK81, og nu står I sammen de fucking svanser. Har I glemt, at jeres muslimske brødrer er blevet dræbt af de samme hunde, I står ved siden af, skriver en i en kommentar på youtube.

En anden skriver:

- Skam jer, Brothas. Skam jer, Black Cobra. Alle, der står ved kufaars (de vantro, red.) side, fortjener intet andet end jahannam (helvede, red.) Død over Hells Angels, AK81 og deres hunde Brothas og nu Black Cobra, skriver brugeren.

- Håber, at Pladsen (Blågårds Plads, red.) knepper jer én efter én.