Pia Kjærsgaards bror holdt sig til den nordlige del af Storkøbenhavn, da han i perioden 1979-1982 truede sig til penge som serierøver mod supermarkeder og benzinstationer.

Her er listen over hans røverier, som de blev gjort op, da den dengang 37-årige Henrik Kjærsgaard i august 1988 i Københavns Byret blev idømt to års fængsel ved en tilståelsessag:

Røveri 1:
Den 26. januar 1979 slår han til mod et supermarked på Rymarksvej i Hellerup, hvor han med en strømpe over hovedet og en attrappistol truede personalet  til at udlevere sig ca. 43.600 kr. Efter at have fået udleveret pengene, tvang han en ekspeditrice til at følge med ud i baggården, hvorefter han løb fra stedet.

Røveri 2: Den 6. april 1979 slog han igen til mod et supermarked - denne gang i Eremitageparken i Kongens Lyngby, hvor han med en tilsvarende fremgangsmåde fik truet sig til et udbytte på 40.140 kr. Også her tvang han en kvindelig medarbejder til at følge med ud i gården, hvorefter han løb fra stedet.



Røveri 3: Den 28. september 1979 gik det ud over en Brugs-forretning på Lyngbyvej 151, hvor han på samme måde fik truet medarbejderne til at udlevere et udbytte på ca. 59.920 kr.

Røveri 4: Den 14. december 1979 begik han sammen med en medgerningsmand, der ved domsforhandlingen ni år senere var afgået ved døden, røveri kl. ca. 21.30 mod BP-tanken på Bernstorffsvej 154. Røver-duoen brugte den samme fremgangsmåde, som Henrik Kjærsgaard tidligere havde haft held med på egen hånd, og udbyttet blev på ca. 1800 kr. - og en karton cigaretter.

Røveri 5: Samme aften - altså 14. december 1979 - kl. ca. 22.15 slog de to røvere igen til mod en benzinstation - denne gang Esso på Strandvejen 145. Med den sædvanlige fremgangsmåde truer de sig til et udbytte på ca. 2.355 kr., otte kartoner cigaretter og fem flasker snaps.

Røveri 6:
Den 4. januar 1980 er Henrik Kjærsgaard igen alene af sted med ansigtsstrømpen og attrappistolen. Denne gang går det ud over købmandsforretningen på Bernstorffsvej 100, hvor personalet bliver truet til at udlevere ca. 3.700 kr.



Røveri 7:
Den 12. februar 1982 slår Henrik Kjærsgaard atter til efter et par års pause og begår sit sidste røveri. Målet er Brugsen på Strandboulevarden 94 på Østerbro, hvor han med sin sædvanlige fremgangsmåde får truet sig til et udbytte på 6.-7.000 kr.

For fuldstændighedens skyld kan det oplyses, at også Pia Kjærsgaard selv har været i nærkontakt med domstolene som tiltalt. I marts 2003 blev hun idømt en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af våbenloven.

Det skete efter, at hun ved en epsiode i Holbergsgade i København i november 2002 følte sig så forulempet af en kvinde, at hun trak en peberspray op af sin håndtaske og viste den frem for kvinden. Den ulovlige peberspray havde hun haft liggende i sin håndtaske i et par år.