Cem Aydin: Banket ihjel af tæskehold

Torsdag den 19. januar 2012 klokken 23.15 blev den 21-årige dansk-tyrker Cem Aydin brutalt overfaldet på Kong Georgs Vej på Frederiksberg i København. Et tæskehold på 8-10 personer ventede på ham nær hans hjem, og selv om han prøvede at undslippe, blev han indhentet og tæsket så voldsomt, at familien dagen efter traf den tunge beslutning at slukke for respiratoren, der holdt ham i live.

STATUS: Det er trods talrige afhøringer endnu ikke lykkedes politiet at finde frem til tæskeholdet, der bankede Cem Aydin til døde.

Judy: Knivdræbt af psykisk syg

Tirsdag den 7. februar vendte den 46-årige socialpædagog Judy Meiniche Simonsen ikke som aftalt tilbage til sin arbejdsplads bostedet Blåkærgård ved Viborg, efter hun var taget på køretur med den psykisk syge beboer Kristian Heilmann. Næste morgen blev hun fundet nøgen nær et ishus i Dollerup Bakker ved Viborg. Hun var dræbt af kvælning og 18 knivstik. Forinden var hun blevet tvunget til oralsex.

STATUS: Den 39-årige Kristian Heilmann blev efter hektisk biljagt, hvor han forulykkede voldsomt, fængslet in absentia. Den 28. februar ankom han i kørestol til grundlovsforhør, hvor han erkendte drabet. Sagen skal for retten i 2013.

Anders: Kvalt og efterladt i skov

Lørdag den 3. marts blev liget af den 22-årige mekaniker Anders Mark Hansen fundet på en skovvej i Fælledskoven på Stevns bag sin parkerede bil, som hans muskelhund Rico stadig sad inde i. Anders Mark Hansen havde mærker efter stump vold og var blevet kvalt til døde. Det var familien, der gjorde det grufulde fund, da en kondiløber ringede dem op med besked om, at han havde set Anders’ bil i skoven.

STATUS: En 33-årig og en 27-årig mand blev efterfølgende anholdt og sigtet for drabet. I august blev der rejst tiltale mod de to mænd, der begge nægter sig skyldige. Politiet mener, at det var den 27-årige, der kørte bilen, da han og den 33-årige tog til Fællesskoven, hvor drabet fandt sted.

Dybdahl: Kendis-pusher likvideret

Torsdag den 6. marts kl. 06.30 åbnede den 36-årige pusher Andreas Dybdahl hoveddøren til sin stuelejlighed på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. Her blev han på klods hold ramt af fire skud; et i ansigtet og tre i brystet. Andreas Dybdahl blev fundet hårdt såret i døråbningen til sit hjem, men hans liv stod ikke til at redde.

STATUS: Den 22. marts blev en 33-årig mand anholdt og sigtet for drabet. I december blev der rejst tiltale mod manden, der udover drabet tiltales for at have leveret mindst 400 g kokain til kendis-pusheren.

Kari: Tæsket af teenagere med golfkølle

Lørdag den 17. marts blev 72-årige Kari Nygaard opsøgt i sin beskyttede ældrebolig i Munkebo af to drenge på 16 og 18 år, der bankede, sparkede, trampede og slog ham med en golfkølle. Udenfor hans hus holdt en 15-årig dreng vagt. Drengene flygtede fra stedet og efterlod Kari Nygaard døende i ældreboligen, hvor han i op mod 13 timer kæmpede for sit liv. Han døde af blodtab og svære kvæstelser i brystkassen.

STATUS: Den 28. november blev de to ældste drenge idømt seks års fængsel, mens den ene blev udvist af landet, da han er af polsk afstamning. De blev dømt for grov vold med døden til følge, mens den 15-årige fik 60 dages fængsel for medvirken. Motivet for det grove overfald var, at Kari Nygaard angiveligt havde rørt den 16-åriges lillesøster i skridtet.

Emma: Gasset af Weber-grill

Torsdag den 29. marts tog 48-årige Thomas Bøgelund-Hansen livet af sin 12-årige datter Emma i sin lejlighed i Lindevangshusene i Tåstrup. Han og datteren blev fundet døde med nattøj på i dobbeltsengen i soveværelset, hvor den 48-årige ingeniør havde begået selvmord og taget sin datter med i døden. Thomas Bøgelund-Hansen havde tændt en Weber-grill i soveværelset og døde sammen med datteren af den giftige kulilte.

STATUS: Der blev aldrig fundet et afskedsbrev fra den 48-årige fraskilte mand, og motivet for mordet og selvmordet er endnu en gåde for Københavns Vestegns Politi.

Litauisk kvinde: Dræbt i sin seng

Torsdag den 19. april omkring klokken 12.30 blev en 38-årig litauisk kvinde fundet nøgen og dræbt i sin seng på en gård i Hedeby ved Give. Obduktionen af kvinden viste, at hun formentlig var blevet kvalt ved vold mod halsen. Få timer senere blev kvindens 38-årige eksmand, ligeledes litauisk statsborger, anholdt sammen med hans 28-årige bror.

STATUS: Broderen blev efterfølgende løsladt, mens eksmanden blev fængslet og er stadig sigtet. I grundlovsforhøret kom det frem, at kvinden igennem nogen tid havde modtaget trusler på livet fra eksmanden via sms’er.

Eddy: Dræbt med kniv i ryggen

Søndag den 29. april blev den 63-årige Eddy Niels Frederiksen dødeligt såret, da hans 58-årige samlever under et skænderi i parrets lejlighed på Hedemarksvej i Albertslund stak en kniv så dybt i ryggen på ham, at knivsbladet ramte hjertet. Stærkt blødende vaklede han 300 meter til den lokale købmand, som slog alarm. Eddy Niels Frederiksen døde på operationsbordet få timer senere.

STATUS: Den 58-årige kvinde blev kort efter knivdramaet anholdt og sigtet for drabet. I et lukket grundlovsforhør dagen efter sagde hun, at hun intet kunne huske. Hun har siddet varetægtsfængslet lige siden.

Severine: Knivdræbt under husspektakler

Fredag den 4. maj, store bededag tidligt om morgenen, blev den 45-årige grønlandske kvinde Severine Møller dræbt af fem knivstik under et drikkelag i hendes og kærestens lejlighed på Rødegårdsvej i Odense. Forinden havde politiet været på adressen flere gange i løbet af natten for at dysse gemytterne ned. Da naboer igen slog alarm, blev Severine Møller fundet livløs på gulvet. Hendes 31-årige kæreste og en 35-årig kvinde befandt sig i lejligheden og blev anholdt.

STATUS: Sigtelsen for manddrab er siden opretholdt mod den 31-årige samlever, som ikke er far til Severine Møllers fire børn. Han er fortsat varetægtsfængslet. Ingen af børnene boede hos hende.

25-årig mand:

Torsdag den 24. maj kl. 21.26 blev en 25-årig mand fundet død på en græsplæne på Askøvænget i Drejnæs ved Kolding. En 31-årig mand blev efterfølgende anholdt og sigtet for drabet. Han havde angiveligt for sjov været oppe at slås med den 25-årige, og da en tredje kammerat senere kom til, lå den 25-årige livløs på græsplanen, dræbt ved stump vold.

STATUS: Den 31-årige er løsladt, men fortsat sigtet for drabet.

Brian: Dræbt og bortskaffet

Den 27. maj blev liget af den 39-årige Brian Thomas Andersen fra Middelfart fundet flydende i vandet tæt på Siø i Langelandsbælt. Da var det præcis tre uger siden, hans bekymrede familie havde meldt ham savnet. Ved obduktionen blev det konstateret, at Brian Thomas Andersen, som boede alene, var dræbt med stump vold. Gerningsstedet viste sig at være hans egen 1. sals lejlighed på Blindebomsvej i Middelfart.

Brian Thomas Andersens udlejer, en 60-årig mand med bopæl i Jylland, blev to dage senere anholdt, sigtet for manddrab og for bortskaffelse af liget.

STATUS: Mens Statsadvokaten har forberedt retssagen mod den 60-årige, har det været uklart, om tiltalen skal lyde på vold med døden til følge eller manddrab. Det er for få uger siden besluttet, at der rejses tiltale for manddrab. Politiet har - højst usædvanligt - alligevel valgt at løslade den 60-årige mand, selv om han tiltales for drab.

Veli: Mystisk død efter vold

Fredag den 1. juni blev den 54-årige finne Veli Matti Rissanen fundet dræbt i sin lejlighed på Tagensvej i København. Det var hjemmehjælperen, som fandt det stærkt forrådnede lig, der havde ligget i omkring to uger. Den retsmedicinske undersøgelse viste, at han blev dræbt med stump vold til hovedet.

STATUS: Sagen er uopklaret.

Alex: Dræbt efter stump vold

Søndag den 3. juni blev den 55-årige Alex Møgelgaard Hansen fra Skjern fundet død i sin lejlighed. Han viste sig at være blevet dræbt ved stump vold, og to mænd, en 37-årig og en 47-årig blev i første omgang anholdt og sigtet for drabet. Den yngste blev dog løsladt kort efter.

STATUS: Den 47-årige drabssigtede mand, som er fra lokalområdet, er fortsat varetægtsfængslet.

Kasper: Stukket ihjel af cykelturist

Lørdag nat den 9. juni opstod der slagsmål på Kongensgade i Christiansfeld mellem den 21-årige Kasper Jacob og en tyrkisk mand med bopæl i Tyskland. Den 40-årige tyrker var i Danmark som cykelturist, og det er uklart, hvad der udløste slagsmålet. Sikkert er det dog, at turisten pludselig trak en kniv og stak Kasper Jacob adskillige gange i halsen og på kroppen. Han blev fundet livløs på gaden og døde kort efter på Kolding Sygehus.

STATUS: Den 40-årige cykelturist, som nægter forsæt til at begå manddrab, blev i et grundlovsforhør dagen efter varetægtsfængslet. Det er han stadig.

Steen: Krigsminister likvideret i lastbil

Søndag den 17. juni blev den 53-årige danske rocker og langturschauffør Steen Damkjær fundet dræbt i førerhuset af sin lastbil. Det makabre fund gjorde svensk politi på en rasteplads i Skåne, hvor Steen Damkjær også boede med sin hustru. Drabet var det tredje på et Outlaws MC-medlem i 2012,og det skabte frygt for en omfattende rockerkrig mellem HA og Outlaws MC i Sverige. Steen Damkjær var kort før det brutale drab blevet udnævnt til såkaldt krigsminister for Outlaws MC. Det var formentlig årsagen til, han skulle dø.

STATUS: Alt tyder på, drabet er rockerrelateret. Sagen er uopklaret.

Sven-Erik: Rovmyrdet i ferieparadis

Den 26. juni blev den 65-årige Sven-Erik Hansen fundet dræbt i sin feriebolig i byen Bacador i delstaten Pampanga på Filippinerne. Den 65-årige pensionist blev brutalt myrdet med 35 knivstik af en eller flere gerningsmænd, der efterfølgende endevendte hjemmet og stak af med alt af værdi. Kort før drabet var Sven-Erik Hansen blevet overfaldet, hvor han havde pådraget sig et blåt øje og et trykket ribben, og han havde sagt til sin familie i Danmark, at han ville hjem. Men det nåede han aldrig. Den 65-årige mand efterlod sig fire voksne børn og otte børnebørn.

STATUS: Lokalpolitiets hovedmistænkte er den 65-åriges filippinske kæreste, Rose Ann Centeno, men hun er på grund af manglende beviser ikke blevet anholdt.

56-årig kvinde: Dræbt i familietragedie

Mandag den 16. juli klokken 21 blev en 65-årig mand og en 56-årig kvinde fundet døde i ægteparrets hjem på Enborg Allé på Amager. Det viste sig, at manden i løbet af weekenden havde taget livet af sin kone og derefter begået selvmord. Mens politiets undersøgelser af huset pågik, var tyve to nætter i træk kyniske nok til at udnytte den ulykkelige situation og begå indbrug i huset. Ægteparret efterlod sig tre voksne børn.

STATUS: Politiet beskriver hændelsen som en familietragedie og betragter sagen som opklaret.

Lene og Maja: Skudt af kæreste og papfar

Torsdag den 26. juli om eftermiddagen indtraf en skrækkelig familietragedie i Otterup på Fyn, da den 38-årige Flemming Åge Skaaning skød og dræbte sin tidligere samlever 38-årige Lene Travn Larsen og hendes 6-årige datter Maja med hver et skud i hovedet fra en salonriffel. Bagefter skød han sig selv. Kort forinden var parret gået fra hinanden, og de befandt sig i deres fælles hus for at hente de sidste ting, inden de skulle starte en tilværelse hver for sig, da skuddene faldt. Lene Travn Larsens 14-årige søn overlevede tragedien, da han ikke befandt sig i huset den eftermiddag.

STATUS: Politiet beskriver hændelsen som en familietragedie og betragter sagen som opklaret.

Jan Jensen: Dræbt i England

Torsdag den 8. august blev den 52-årige tatovør og familiefar Jan Jensen fra Aalborg dræbt af knivstik i brystet i en lejlighed i Hassocks i det sydlige England. Politiet anholdt kort efter den 27-årige arbejdsløse Kayden Smith, bor i lejligheden, hvor drabet fandt sted. Han blev sigtet for drabet. Jan Jensen kom til England den 17. juli og havde ikke kendt sin formodedee gerningsmand længe.

STATUS: Engelsk politi vil ikke at oplyse yderligere om sagen før en eventuel retssag.

Mohammad: Kioskejer skudt på klods hold

Onsdag den 12. september kort efter midnat blev den 48-årige pakistanske kioskejer Mohammad Shakil dræbt med et skud i hovedet på Enghavevej på Vesterbro i København, efter han havde forladt sin kiosk. Vidner på stedet har observeret et skænderi mellem den 48-årige kioskejer og gerningsmanden, som pludselig trak en 9 mm pistol og skød. Mohammed Shakil var selv sigtet i en drabssag fra Amerikavej sidste år.

STATUS: Sagen er fortsat uopklaret. Politiets teori er, at drabet på Shakil var hævn for drabet på Tamur Asghar på Amerikavej.

Lisa: Fik klippet fingrene af og dræbt

Torsdag den 13. september blev den 35-årige Lisa Maria Skjærbæk fundet dræbt og halvt begravet i baghaven til misbrugscenteret Overførstegården i Gentofte, som hun boede på. Den 35-årige kvinde var formentlig blevet kvalt, ligesom hun havde fået klippet nogle af sine fingre af. Politiet anholdt og sigtede kort efter to mænd på henholdsvis 28 og 41 år, der også kom på herberget i Gentofte.

STATUS: De to mænd nægter sig skyldige, men er fortsat sigtede i sagen. Flere af Lisas afklippede fingre er angiveligt fundet hos de sigtede, men det vil politiet ikke bekræfte.

Nilab: Nygift brændt ihjel

Fredag den 14. september kl. 14.38 opstod en eksplosionsagtig brand i en lejlighed på 3. sal i Gersagerparken i Greve. Den 26-årige afganske Nilab Shahkor, som var kommet til Danmark for at blive gift i juni, og som boede i lejligheden, omkom i branden, der var påsat med brandbar væske. En 29-årig pakistansk kvinde blev voldsomt forbrændt og reddede livet ved at springe ud fra et vindue på 3. sal.

STATUS: Den 29-årige kvinde er sigtet, men nægter sig skyldig i mordbranden og erkender kun at have været i lejligheden, da der udbrød brand. Også hendes nevø på 18 år og en 16-årig dreng er sigtet i sagen. Motivet menes at være ulykkelig kærlighed til den dræbte kvindes mand.

William: Dræbt på værtshus

Lørdag den 15. september tidligt om morgenen blev 38-årige William Quashie stukket ihjel efter et masseslagsmål på Café Louise på Nørrebro i København. Seks andre personer blev såret af enten knivstik eller slag med flaske. To mænd på 27 og 42 år blev hurtigt anholdt i sagen, hvoraf den 27-årige betragtes af politiet som hovedmanden, og han sigtes for manddrab. Den formodede medgerningsmand sigtes for vold og medvirken til drabet.

STATUS: Begge nægter sig skyldige, men er fortsat sigtede.

Martin: Dræbt af nabokvinde

Søndag den 16. september blev 63-årige Martin Jacobsen dræbt i sit køkken i Hvide Sande, da han under et skænderi blev stukket i maven med en brødkniv af den 54-årige nabokvinde, som han havde et kæresteforhold til. Martin Jacobsen formåede at slå kvinden bevidstløs, trække kniven ud og ringe 112, men hans liv stod ikke til at redde. Den 54-årige kvinde erkendte, at hun førte kniven, men nægter sig skyldig i drab, da hun mener, hun hun handlede i nødværge.

STATUS: Den 54-årige kvinde er fortsat sigtet for drabet, men politiet erkender, at det bliver svært at kortlægge, hvorvidt kvinden handlede i nødværge eller ej.

27-årig kvinde: Dræbt af knivstik i maven

Fredag den 21. september kort før kl. 01.15 blev en 27-årig grønlandsk kvinde stukket i maven med en kniv i en lejlighed i Frederiksgade i Slagelse. Kvinden blev kørt til Slagelse Sygehus, men døde af sine kvæstelser. Kvindens 28-årig samlever blev anholdt og sigtet for drab.

STATUS: Den 28-årige er fortsat sigtet.

Jon: Dolket ihjel på åben gade

Tirsdag den 25. september kl. 11 blev den 21-årige Jon Patorra stukket flere gange i ryggen med en kniv på Jydeholmen i Vanløse. Politiets efterlyste kort efter tre navngivne unge mænd, der endte med at melde sig selv. En 15-årig blev løsladt, mens hans to kammerater på 16 og 18 år blev fængslet. Jon Patorra var lillebror til en 29-årig højtstående Bandidos-rocker, der i sommer var tiltalt for pistoltrusler mod flere gæster på restaurant ’Rosie Mcgees’ på Vesterbrogade i København.

STATUS: De tre unge mænd er alle sigtede, men kun den 16-årige er fængslet.

59-årig mand: Dræbt af kammerat

Mandag den 15. oktober kort før kl. 15 blev en 59-årig mand fundet død i en lejlighed på Kastetvej i Aalborg. Manden var dræbt ved stump vold, og hans 56-årige bekendte blev anholdt og sigtet for drab og subsidiært for vold med døden til følge. Den formodede gerningsmand blev fundet i en sofa i lejligheden, hvor den 59-årige lå i en blodpøl ved fjernsynet. Den 59-årige havde 19 læsioner og blev formentlig dræbt ved tramp.

STATUS: Den 56-årige nægter sig skyldig, men er stadig sigtet, da man blandt andet fandt den dræbtes blod og hår under hans støvler.

Ali: Tæsket ihjel

Natten til søndag den 21. oktober blev den 20-årige libaneser Ali Agha overfaldet på et øde stisystem ved Tingbjerg i Brønshøj. Han blev udsat for grov vold mod hovedet, og blev fundet bevidstløs på stien af en cyklist. Mandag den 22. oktober kl. 20.45 døde Ali Agha af hjertestop, inden han nåede at komme til bevidsthed. Politiet anholdt efterfølgende tre 18-årige og en 17-årig, som blev siget for vold med døden til følge.

STATUS: Politiet efterforsker fortsat sagen, og de fire unge er sigtede og fænglede til 9. januar.

Heidi: Familiemor dræbt i villahave

Natten til den 15. november blev den 41-årige Heidi Abildskov stukket ned af en ukendt gerningsmand i sin villa på Frederiksdalsvej i Virum. Hun blev fredag fundet af en nabo, efter Heidis samlever - der var på forretningsrejse - havde ringet og sagt, at hun ikke var mødt op på arbejde. Politiet har bl.a. fundet blodigt tøj samt en rørtang på gerningsstedet. De har taget DNA fra tøjet, men profilen er ukendt af politiet. Men de føler sig ret overbeviste om, at der er tale om en indbrudstyv.

STATUS: Politiet er på bar bund. De mangler at se noget videovervågningsmateriale igennem samt at få tilbagemeldinger fra halvdelen af de landene, som gerningsmandens dna-profil via Interpol er efterlyst i.

Jonas: Dræbt af knivstik på natklub

Lørdag den 17. november tidligt om morgenen blev den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere stukket i hjerteregionen på diskotek Bakken på Vesterbro i København. Han døde af sine kvæstelser, og tre unge unge mænd på henholdsvis 20, 20 og 22 år blev efterfølgende anholdt og sigtet i sagen. De blev dog efterfølgende løsladt, og den 27-årige Omar Hassan Sheikh Muse blev eftersøgt som værende ‘hovedgerningsmanden’. Han er eftersøgt både nationalt og internationalt.

STATUS: De tre unge mænd er forment stadig sigtede for medvirken til drabet, men er løsladt. Den hovedmistænkte Omar Hassan Sheikh Muse er fortsat på fri fod.

Polsk håndværker: Stukket ned i køkken

Søndag den 9. december kl. 16.23 blev en 45-årig polsk håndværker fundet dræbt af knivstik i køkkenet i en villa på Bolbrovej i Rungsted. Manden boede i villaen sammen med fire polske kolleger, og de blev alle anholdt og sigtet for drabet.

STATUS: De fire polakker er sigtet for i forening at have dræbt den 45-årige mand, men de tre af mændene er løsladt, mens en 29-årig stadig er fængslet.

Simon Skovmand: Fundet dolket ihjel lillejuleaftensdag

20-årige Simon Skovmand blev fundet dolket ihjel på trappeafsatsen foran sin fars lejlighed på første sal i en opgang i Storegade i Bramming omkring klokken 8.15 den 23. december. Den unge mand boede til daglig i København, men var hjemme for at besøge sin familie i julen, da drabet fandt sted. En 46-årig mand, Simon Skovmands far, blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre.

STATUS: Simon Skovmands 46-årige far blev juleaftensdag varetægtsfængslet og sigtet for at have dræbt sin søn med knivstik. Politiets efterforskere kan ikke udtale sig om motiv endnu, men sagen genoptages mellem jul og nytår, hvor der også vil blive foretaget flere afhøringer i sagen.