'I dag er jeg 50 procent invalid, og i en alder af 29 er jeg ikke længere i stand til at arbejde. Efter tre år med omfattende operationer kan jeg starte i genoptræning på et hjerneskadecenter. Gerningsmanden er derimod efter samme tre år reelt en fri mand, selvom han fik en dom på seks års fængsel. Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf. Claus Meyer er glad og stolt.'
Sådan lyder Marlene Duus' hjertegribende fortælling om sin egen skæbne, som hun fortæller i en kronik i Politiken i dag.
LÆS OGSÅ:'Hvorfor skal han belønnes med job hos stjernekok?'
LÆS OGSÅ:Meyer stod frem på video med voldsmand
En historie som har forarget mange mennesker dagen igennem. Blandt andet på bt.dk og på B.T.'s Facebook-side, hvor mange har tilkendegivet deres mening om sagen.
B.T. har forgæves mandag forsøgt at få fat i Claus Meyer, men det har endnu ikke været muligt, da han er i Bolivia. Nu har kokken dog taget bladet fra munden og har skrevet et personligt brev til Marlene Duus.
Hele Claus Meyers brev kan læses her:
'Kære Marlene Duus,
Jeg har med stor smerte læst din kronik. Mit største ønske er, at jeg var i stand til skrue tiden tilbage og forhindre det fuldstændigt urimelige, som er sket. Jeg forstår din frustration over, at du føler dig ladt i stikken af et system, hvor gerningsmanden får et arbejde, og du ikke kan blive omskolet, fordi forskellige offentlige instanser og læger ikke kan blive enige. Det er helt uacceptabelt i forhold til din situation.
Du spørger, om jeg forstår, at du føler dig ydmyget og straffet af voldsmandens skæbne. Det gør jeg utvetydigt. Du spørger, om jeg tænker på mine tre døtre, når jeg hører din historie. Det kan jeg kun svare bekræftende til.
Som far til tre piger på henholdsvis 6, 9 og 15 år, kan jeg ikke åbne en avis og læse om den seneste voldtægt eller voldsforbrydelse uden at tænke på, hvor sorgløse og hvor lidt forberedte de er på de ting, der foregår i samfundet, og som aldrig burde ske.
Den beskedne indsats jeg gør i forhold til mennesker, der har begået kriminalitet, gør jeg først og fremmest for at forhindre ny kriminalitet. For at forhindre, at der bliver flere ofre. Tallene viser, at godt hver tredje af alle, der har modtaget en betinget dom begår ny kriminalitet.
Hverken i dette tilfælde eller i forhold til de indsatte på den madskole jeg har startet i Statsfængslet i Vridsløselille, har jeg haft nogen indsigt i den enkelte dømtes sag udover, hvad den indsatte selv har ønsket at fortælle mig. På den måde kan du have ret i, at jeg slipper for at skulle gøre mig til dommer over hvem, der fortjener resocialisering, og hvem der ikke gør.
Domstolene udmåler straffen, kriminalforsorgen fuldbyrder den. Det område vi her beskæftiger os med, hvor vi overhovedet har muligheden for det, det er resocialisering. At række en hånd til et menneske, der har begået noget kriminelt, som har udstået sin straf, og som har svært ved i samfundet at få en chance mere.
Vi håber hermed, at vi som virksomhed bidrager til den samfundsopgave det er at forsøge at begrænse kriminalitet, fremadrettet. I dette tilfælde har eleven fået sin elevplads, fordi han var den fagligt mest kvalificerede til den elevplads, han har fået. Det havde været langt nemmere for os at give elevpladsen til en mindre kvalificeret med en ren straffeattest.
Vi er os smerteligt bevidst, at intet af det vi gør, er i stand til at lindre ofrenes sorg.
Claus Meyer'.
