Selv om håbet om at finde en 19-årig britisk turist i live, efter at han kæntrede med en jolle i Århus Bugt, svinder, fortsætter flere skibe eftersøgningen, oplyser politiet her til aften.
Tidligere på aftenen deltog også to helikoptere i eftersøgningen, men de er nu sendt hjem.
Den 19-årige var sammen med et par landsmænd på stranden ved badeanstalten Den Permanente i Risskov nord for Århus, hvor han sejlede alene ud i jollen.
Omkring 50 meter fra land væltede jollen, og den 19-årige faldt over bord.
Hans chokerede venner slog alarm, men trods en intens eftersøgning er det endnu ikke lykkedes at finde ham.
/ritzau/





















