Sandbergs livvagter får dobbelt straf

Tre AK81'ere har som de første fået deres straf fordoblet på grund af bandekonflikten. De tre mænd er dømt for vold som livvagter for HA'eren Brian Sandberg.

Tre mænd fra rockerstøttegruppen AK81 fik tirsdag den tvivlsomme ære at blive de første, der får deres straf fordoblet med henvisning til regeringens bandepakke.

Trekløveret blev i Retten i Lyngby dømt for at have overfaldet fire unge i Tuborg Havn. De tre var livvagter for den fremtrædende Hells Angels-rocker Brian Sandberg, og overfaldet fandt sted i juli nær Sandbergs hjem.

Netop fordi de patruljerede området for HA-rockeren, der har været udsat for flere attentatforsøg, fandt retten det bevist, at deres overfald på de fire tilfældige mænd er at forstå som en del af bandekonflikten.

Derfor fik anklager Kenn Jørgensen medhold i sin påstand om, at muligheden for at uddele dobbelt straf til bandefolk som følge af regeringens bandepakke, skulle tages i brug for første gang.

- Jeg synes, det er strenge straffe, men det er dét lovgiverne vil have, og så skal vi ikke lade vores egne holdninger stå i vejen, sagde anklageren i retten.

Helt konkret udløste den dobbelte straf en dom på otte måneders fængsel til en 24-årig AK81'er, mens hans rockerkammerater Nicky Petersen og Thomas Willer fik henholdsvis 12 og 15 måneders fængsel.

De dømte har erkendt dele af volden, men krævede i retten en markant lavere straf. De overvejer nu, om de vil anke dommen.

Selvom retten fulgte regeringens linje i strafudmålingen valgte dommer og domsmænd modsat, da det kom til spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling af de dømte.

Ifølge den seneste ændring af Retsplejeloven bør dømte i bandesager nemlig forblive fængslet, indtil de skal afsone deres dom, men Retten i Lyngby valgte alligevel at løslade alle tre.

Den beslutning har anklagemyndigheden kæret til landsretten, men foreløbigt er de tre indehavere af danmarkshistoriens første dobbeltstraf for bandekriminalitet på fri fod.

/ritzau/

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: