Da liget af den forsvundne danske Jeanett Rask Thomas skyllede op på den polske kyst den 1. april i år, så skete der tilsyneladende nærmest ingenting hos de polske myndigheder.
Dansk politi fik først en henvendelse fra politiet i Polen om at de havde fundet en kvinde, som passede på Jeanetts beskrivelse, så sent som den 9. juli.
Jeanett havde sin vielsesring på, da hun blev fundet, som netop var omtalt i den internationale efterlysning af hende. Ringen indeholder en gravering med oplysninger om vielsesdato, samt manden Lars Thomas' navn.
På trods af det, så tog det polsk politi næsten tre en halv måned at få kontaktet dansk politi.
Politiet i København ønsker ikke at kommentere på den lange behandlingstid i Polen.
- Der er altid noget tid, som man bruger på at stykke oplysninger sammen. Man kan altid diskutere, hvornår det er for meget, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.
Han bekræfter, at dansk politi stadig rykker for svar på identifikationsoplysninger hos de polske myndigheder.
Den 13. juli, fire dage efter beskeden fra polsk politi om fundet af Jeanett, sendte Københavns Politi oplysninger om blandt andet Jeanetts tandsæt til Polen for at lave en sikker identifikation. Oplysningerne blev sendt igen den 17. juli.
På trods af flere rykkere, den seneste torsdag morgen, så er polakkerne endnu ikke vendt tilbage med en sikker identifikation. Derfor er liget af Jeanett Rask Thomas faktisk slet ikke endeligt identificeret, selvom der reelt nok ikke er tvivl om, at det er hende.
- Jeg har ikke nogle kommentarer til vores samarbejde med de polske myndigheder. Det kan måske være kommentar nok, siger vicepolitikommisær Jens Møller Jensen.
Politiet har sendt en detaljeret pressemeddelelse ud om fundet af Jeanett Rask Thomas. I den nævnes, at politiet selv ønskede at vente med offentliggørelsen indtil Jeanett var endeligt identificeret, men på grund af BTs historie om fundet af hende i dag, så har politiet valgt at reagere.



