Den ene af de to mænd, der onsdag blev anholdt for et omfattende og systematisk tyveri af dokumenter og effekter fra Anden Verdenskrig, befandt sig på Rigsarkivet, hvor tyveriet har fundet sted i en periode på op mod 10 år, da politiet slog til i en aktion.

Den anholdte og hans makker fremstilles torsdag formiddag i grundlovsforhør. Her vil Københavns Politi formentlig begære de to anholdte varetægtsfængslet i 13 dage, oplyser politiet til Berlingske Nyhedsbureau.

- Vi havde identificeret dem og lavede så en aktion på fire-fem adresser i det storkøbenhavnske område. Det førte så til anholdelse af den ene, og den anden har vi anholdt nede på Rigsarkivet, siger vicepolitiinspektør Ove Bundgaard Larsen.

- Han var nede som kunde og læse materiale, siger Ove Bundgaard Larsen, der på nuværende tidspunkt ikke kan sige noget om, hvorvidt den anholdte var i gang med at stjæle dokumenter eller andre effekter, da han blev anholdt.

Rigsarkivet fastslår, at der er tale om »uerstattelig og umistelig kulturarv for Danmark«, som er blevet stjålet, og politiet oplyser, at de beslaglagte tyvekoster blandt andet omfatter litteratur, dokumenter og enkelte medaljer og medaljoner.

- Vi arbejder ud fra det motiv, at de gjorde det her med henblik på at berige sig. Om de direkte selv skulle have det, eller om de ville videresælge det, er det, vi skal til at have afklaret. Vi har fundet en del materiale, men vi skal nu have en dialog med Rigsarkivet, om der mangler væsentligt mere end det, som vi nu har, og så skal vi undersøge, om noget af det er blevet sat til salg eller allerede er solgt videre, siger Ove Bundgaard Larsen.

De to anholdte, som er født i 1959 og 1966, har ifølge Berlingske kontakt til nynazistiske miljøer og rockerkredse. Politiet bekræfter, at den ene anholdte - manden, der er født i 1966 - har rockerrelationer og er »godt kendt« af politiet, mens den anden ikke er kendt i »større stil«.

- Den ene er tidligere set i og omkring rockermiljøet, men andre relationer har vi ingen kommentarer til, siger Ove Bundgaard Larsen.

Berlingske skriver, at de to mænd personligt kendte Kaj Buchardt, som kæmpede på tysk side under Anden Verdenskrig, og det skal blandt andet være Buchardts personlige materiale, der er blevet stjålet.

Ove Bundgaard Larsen afviser at kommentere personrelationer i sagen.