____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det var den 41-årige Hells Angels-rocker Michael Brokside, der fredag morgen blev fundet hængt i cellen på Politigårdens Fængsel.

Han blev kl.7.30 fundet død af fængselsbetjente, der var på morgentur til de indsatte.

Det skriver Ekstra Bladet.

Michael Brokside blev anholdt torsdag og sigtet for at have stået bag massivt hashsalg på Christiania i København.

Men han valgte at ende sine dage natten til fredag ved at hænge sig selv.

Michael Brokside er ikke hvilken som helst person i rockerklubben Hells Angels. I 1996 blev han idømt 16 års fængsel for drabet på Bandidos-rockeren Uffe Larsen i Københavns Lufthavn, der fandt sted under den store rockerkrig.

Efter afsoning vendte Michael Brokside tilbage til Hells Angels´ afdeling på Amager. Her har han i flere år siddet helt i toppen af hierarkiet og været en af de toneangivende rockere. Bl.a. var Michael Brokside for nylig med til at forhandle en fredsaftale mellem Hells Angels og den nystiftede rockerklub Satudarah. Ligesom Michael Brokside ad flere omgange har været Hells Angels´ ansvarlig for en 'hotline' mellem Hells Angels og Bandidos for at undgå kontroverser klubberne imellem.

Fængselsinspektør Peter Vesterheden kommenterer ikke identiteten på den afdøde over for Ekstra Bladet, men han forklarer, at den nu afdøde arrestant ankom til fængslet klokken 22:30 torsdag aften. Han blev mødt af to fængselsbetjente, hvor han kendte den ene fra tidligere.

HA-rockeren blev anbragt alene i sin celle, og hvorefter betjentene sagde godnat til Brokside.

Da betjentene går deres morgentur til cellerne, finder Michael Brokside død i sin celle. Der bliver forsøgt genoplivning, og der blev ringet 112:

- Man fik dog det indtryk, at han havde været død et stykke tid, forklarer Peter Vesterheden til Ekstra Bladet.

Københavns Politi har tidligere forklaret, at Michael Brokside ikke blev vurderet som selvmordstruet og var derfor blevet anbragt alene i en almindelig celle.

Peter Vesterheden ønsker ikke at forklare præcist, hvordan Michael Brokside tog livet af sig selv, men fængselsinspektøren konstaterer over for Ekstra Bladet, at det kan være foregået med ledninger fra lamper, sengetøj og hans eget tøj.