Brutalitet: Blodet flyder i kølvandet på AK81. B.T. gennemgår her tre sager.

Forestil dig at tage en hammer, vende den om og slå den spidse ende ned i ­hovedet på et andet menneske, så der står en blodstråle op i luften.

Forestil dig at sparke en mand i ansigtet, til han går i ­krampe og kommer med mærkelige gurglelyde.

Forestil dig derpå at tage tilløb, hoppe på ofrets hoved med samlede ben og sparke videre, indtil blodet flyver.

Eller forestil dig at sætte dig ind i en bil, bevæbne dig med en maskinpistol, køre til Tingbjerg og tømme maga­sinet ud over et torv.

Blodig virkelighed

For Hells Angels' håndlangere AK81 - gruppen af voldsberedte, unge mænd, som de seneste tre år har udført rockernes beskidte arbejde - er forestillingerne ikke fiktion: De er blodig virkelighed.

- Deres adfærd er utrolig afstumpet. Den går lige fra at man overfalder folk med køller, til at man bruger automatvåben og afgiver skud, siger Henrik Svindt, chef for bandeenheden under Københavns Politi.

Siden Hells Angels i efteråret 2007 oprettede støttegruppen AK81, har rockernes håndlangere fyldt gaderne landet over med afstumpet vold, kugler og blod.

Samtidig er støttehilsnerne til AK81 og HA strømmet ind på både Facebook og englenes gæstebog, hvor roserne står i kø.

'We need people like you', skriver én f.eks. på Brian Sandbergs væg.

Sandberg, der er leder af AK81 i København, blev for en uge siden tiltalt for at have givet ordre til to drab - og for at have sendt fire biler fyldt med medlemmer af AK81 og HA på tæsketogt gennem København i august 2009.

- De steg alle ud af bilerne og kom over til indvandreren, som de begyndte at slå på med de medbragte stave, ratlåse og store maglite-lygter. På et tidspunkt tog Thor Koba (medlem af AK81, red.) en hammer og slog indvandreren i hovedet med den spidse ende, så der stod en stor blodstråle op, fortalte AK81eren MFP, der deltog i overfaldet, senere i retten.

Brutalitet

Thor Koba, søn af en rocker i Ishøj, er kendt af politiet for afpresning, køllevold, narko, våben og for trusler om at klippe fingre af ofre, der ikke betaler hans dummebøder.

Det brutale overfald i København er ikke det første, som han og MFP udførte.

Få uger forinden var de på inkasso-tur i Roskilde sammen med et par rockerlærlinge fra Odense.

Stefan, som ofret hed, skulle formentlig senere have mén af besøget. Angiveligt skyldte han Thor penge.

- MFP hev Stefan ind og smed ham med ansigtet nedad. Han begyndte at sparke ham i hovedet, indtil Stefan fik kramper og begyndte at komme med mærkelige gurglelyde. Herefter tog Thor Koba over. Han kom springende med samlede ben og ramte Stefan i nakken. Herefter sparkede Thor Koba Stefan adskillige gange i nakken, så blodet flød, tilføjede han.

Og det er ikke kun i København, at blodet flyder i kølvandet på AK81.

I Odense har rockersøn Peter Kjerbye Nygaard udført en stribe brutale overfald på indvandrere.

- Er der pis med dig, perker, gjaldede den 24-årige AK81er 13. juni 2009, da han og et par venner fra AK81 tog på tæsketogt gennem Odense.

På en ensrettet vej lykkedes det ham - sammen med mindst tre kammerater, forklarede ofret senere - at spærre vejen for en 24-årig indvandrer. Bagruden i indvandrerens bil blev smadret, og derpå blev han stukket 11 gange af Peter Kjerbye Nygaard med en kniv.

- Peter Nygaard holdt døren lukket, så vidnet ikke kunne åbne den. Han blev først stukket i skulderen. Han prøvede at komme ud af bilen, han prøvede at værge for sig, og derved blev han stukket i begge hænder, fortalte det 24-årige offer i retten.

- Han kunne på det tidspunkt ikke bruge sine hænder mere, han stak sit ben ud for at sparke og blev stukket i benet, fortsatte ofret, der har fået varige mén af overfaldet.

Siden august 2008 har Rigspolitiet registreret 145 skudepisoder, 9 drab og 79 sårede med relation til bandekrigen.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Thor Koba og Peter Kjerbye Nygaard. ­Ingen af dem har besvaret avisens henvendelser.