En 72 årig kvinde druknede, efter at have været forsvundet to gange på et døgn. Politiet kunne have gjort mere, lyder kritikken.

En 72-årig kvinde forsvandt to gange, og da politiet fandt hende, var hun druknet i en bæk. Der kunne have været gjort mere for at undgå dødsfaldet, skriver Ekstra Bladet.

Den sygdomsramte Kirsten Rasmussen var meldt forsvundet to gange i løbet af sit sidste døgn. Torsdag i sidste uge blev hun fundet druknet 200 meter fra sit hjem.

Ifølge Ekstra Bladet fortæller både naboer og enkemanden Jens Hou, at politiet kunne have gjort mere. Hun burde have været indlagt efter den første forsvinden, da hun pludselig dukkede op, mens hun skrålede en sølvbryllupssang, lyder det fra naboen Finn Skytte.

Da Kirsten Rasmussen forsvandt igen onsdag aften, ringede Jens Hou til landbetjenten - som han havde aftalt på forhånd. Men opkaldet gik på telefonsvarer.

»Så skrev jeg en sms om, at fuglen var fløjet. Men der skete ikke noget,« fortæller han til Ekstra Bladet.

Han siger videre, at han ringede to gange til alarmcentralen i løbet af aftenen. En politimand ringede tilbage og sagde, at når landbetjenten allerede var på sagen, var det tilstrækkeligt. Der blev ikke sendt en hundepatrulje ud. Morgenen efter så landbetjenten sms'en fra enkemanden, men iværksatte ikke en efterforskning. Han skrev i stedet en efterlysning på en Facebook-side.

Berlingske har efter artiklen blev udgivet talt med politiinspektøren fra Sydøstjyllands Politi, Morten Anker Jensen.

Han afviser nogle punkter i kritikken. Han siger, at politiet bånder alle ind- og udgående opkald, og at der ikke er nogle båndede samtaler mellem alarmcentralen og Jens Hou onsdag aften, og at der ikke er nogle båndede samtaler af, at en politimand har ringet til Jens Hou onsdag aften. Han siger, at politiet har rykket ud de to gange, hvor der er blevet ringet 114, at der ikke er blevet ringet 112, og at de relevante myndigheder er blevet underrettet om onsdagen, da Kirsten Rasmussen blev meldt forsvundet første gang.

Senere på dagen fik Jens Hou besked.

»Så dukkede politimanden pludselig op med sin mobil i hånden. Han sagde: »Jeg har en god og en dårlig nyhed. Den gode er, at vi har fundet din kone. Den dårlige er, at hun er druknet,« sagde han og viste mig et billede af hende på sin mobil.«

Da Berlingske talte med politiet efter artiklens første udgivelse, beklagede politiinspektøren den manglende empati i formuleringen hos den pågældende politmand.

»Jeg er frygtelig ked af den manglende empati. Vi bifalder ikke måden, han er blevet underrettet på. Det har vi også indskærpet over for den pågældende medarbejder. Vi har samtidig indskærpet, at det er vigtigt, at vi tager den her slags sager alvorligt fra starten,« siger Morten Anker Jensen.

Politiet afviser kritikken overfor Ekstra Bladet.

»Hvis vi får en konkret anmeldelse, rykker vi selvfølgelig ud. Det er ikke sket her,« siger vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Andreas Bryld Hansen til Ekstra Bladet.

Da Ekstra Bladet spørger ind til proceduren, hvor man beder folk om at sende en sms og først reagerer morgenen efter, svarer vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Andreas Bryld Hansen, med følgende formulering:

»Det er ikke min oplevelse, at der er blevet slået klart og tydeligt alarm, for så havde vi reageret. Sket er sket, og det kan hverken du eller jeg lave om på,« siger han.