Et hus i den nordsjællandske by Farum stod lørdag eftermiddag i flammer. Det var naboen, der alarmerede brandvæsnet, men da de ankom, var husets beboer, en 92-årig mand, allerede omkommet. Det oplyser Nordsjællands Politi til BT.

»Klokken 14.24 modtog vi anmeldelsen. Det var naboen, der fortalte, at at vedkommende kunne se husets beboer sidde i sin kørestol inde i det brændende hus. Da redningen ankom på stedet, var huset allerede så overtændt, at han ikke kunne reddes,« siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi Dan Houtved.

Da brandvæsnet ankom, var tagkonstruktionen var allerede faldet sammen der, hvor manden sad i huset.

Det oplyser politiet, der også kan fortælle, at manden højst sandsynligt døde af røgforgiftning.

Det er endnu uvist, hvad årsagen til branden er, men ifølge Nordsjællands Politi var manden ryger, og det er noget, de tager med i efterforskningen.

De pårørende til den afdøde er underrettet.