Der går kun få sekunder, før 59-årige Jane Patorra begynder at græde, da BT ringer og overbringer hende nyheden om, at de indsatte på den særligt sikrede institution Sønderbro, hvor hendes søns drabsmand har siddet, får julegaver på hende, og andre skatteborgeres regning.

»Nej, nej, nej. Det er jo fuldstændigt sindssygt. Får de julegaver? Han dræbte min søn, og så belønnes han for det? Jeg sidder fysisk og ryster lige nu, og som du kan høre, gør det mig meget ked af det,« siger den tydeligt chokerede mor.

LÆS OGSÅ

Hendes søn, Jon Patorra, blev stukket ihjel 25. september 2012 ved Damhus Pizzaria og Grill i Vanløse. Den dengang 16-årige Taha Chiadmi har erkendt, at han stod bag det fatale knivstik i ryggen, hvor Jons pulsåre blev skåret over. Et drab, som af landsretten blev takseret til otte års fængsel. På grund af hans unge alder blev han dog allerede i få dage efter drabet i 2012 - i forbindelse med varetægtsfængslingen - sendt til institutionen Sønderbro.

Den Socialpædagogiske Døgninstitution Sønderbro
Den Socialpædagogiske Døgninstitution Sønderbro
Vis mere

Her sad han, indtil han 11. juni 2013 flygtede fra stedet. Efter 24 dages flugt blev han sendt til institutionen Egely på Fyn.

Jane Patorra føler sig stødt over, at personer som hendes søns morder får julegaver, især fordi hun som offer har oplevet, at kassen var smækket i.

»Da jeg mistede Jon, gik jeg jo helt ned og røg på kontanthjælp. Men da jeg siden 1975 - efter mine mange år som sygeplejerske - havde opsparet en pension, så skulle den modregnes først. Så nu er hele min pension opbrugt, og jeg lever af kontanthjælp. Samtidig gik der to år før nogen begyndte at tage sig af mig, og jeg kæmper i dag med posttraumatisk stress-syndrom, som følge af hvad han gjorde.«

LÆS OGSÅ

Myndighedernes behandling af drabsmanden efterlader hende først og fremmest med en følelse af at være blevet ydmyget.

»Det kan simpelthen ikke passe, at mennesker, som myrder vores børn, skal belønnes for det, mens vi andre ingen hjælp kan få. Det er svært at finde ord for de følelser, man lades tilbage med. Det er i bund og grund bare ekstremt ydmygende.«