Martin Edmark, der har boet på Malta i et halvt år, er chokeret over drabet på den danske turist.

En 71-årig dansk kvinde forsvandt fredag den 24. juli på øen Gozo ved Malta, hvor hun holdt ferie med sin familie. Søndag blev hun fundet død af en hundelufter, og i går bekræftede det maltesiske politi over for BT, at den afdøde er Vera Holm.

En obduktion kunne ikke afgøre, hvad hun er død af, men politiet behandler dødsfaldet som mistænkeligt på grund af en række slag på hovedet og på kroppen.

Den uhyggelige sag har chokeret Martin Edmark, der er hoteldirektør på Mellieha Holiday Centre på Malta. Hotellet er ejet af Dansk Folkeferie.

»Det er frygteligt – først troede jeg, det var løgn. Det er vildt ubehageligt og usædvanligt, at det skulle ske netop dér,« fortæller han.

Martin Edmark har boet på Malta i knap et halvt år og besøgt den nærliggende ø Gozo mange gange i den periode. Han betegner øen som 'meget fredelig' og kan slet ikke forstå, at der skulle være fundet et drab sted dér:

»Der er meget trygt og sikkert på Gozo. Det er et sted, hvor tiden nærmest har stået stille, og hvor man stadig ikke låser døren, når man tager hjemmefra. Det er lige før, jeg vil kalde det et af de mest trygge steder i Europa,« lyder det fra den overraskede hoteldirektør, der følger meget med i, hvordan sagen udvikler sig.

»Jeg var selv derovre på min fridag i går, og der er så stille og fredeligt,« siger han og tilføjer, at også hans lokale venner har ligeledes været i chok over det formodede drab.

Martin Edmark blev informeret om sagen af de lokale myndigheder, der forsøgte at undersøge, om den afdøde Vera Holm og hendes familie - der tæller hendes svigersøn, hans bror og to børnebørn på syv og 11 år - var rejst til Gozo med Dansk Folkeferie. Det er ikke var tilfældet.

Han understreger imidlertid, at den tragiske hændelse ikke har skabt problemer for de knap 650 danskere, der netop nu holder ferie på Mellieha Holiday Centre, og at hotellet fortsat arrangerer dagsture til Gozo.

Dansk Folkeferie sender hvert år omkring 15.000 danskere rejser til Malta og Gozo