Det var en ekstremt kontrollerende og nærmest sygeligt jaloux 25-årig ekskæreste til den fire år yngre Kamilla Hantusch, som sent om aftenen den 19. juli i fjor lagde sin ene arm hårdt omkring hendes spinkle hals bagfra og klemte til og fastholdt grebet, til hun afgik ved døden.

Det billede tegnede anklager Christina Korsgaard Andersen, da hun onsdag formiddag i et nævningeting ved Retten i Sønderborg procederede mod den drabstiltalte SMA for øjnene af en fyldt retssal.

»Der er tale om jalousi grænsende til det sygelige. En jalousi der havde bygget sig op over nogle måneder siden julen 2013 og bare havde taget til. Vi taler om en mand, som ikke vil acceptere, at hans og Kamillas forhold definitivt er bragt til ophør. Han er voldsomt jaloux. Han forfølger hende. Han vil kontrollere hende og foretager utallige kontrolopkald til hendes mobiltelefon. Vi har hørt i vidneudsagn her i retten, at han har udtalt, at han nok skal sørge for, at Kamilla ikke får en anden mand, ligesom han nok skal sørge for, at datteren Yasmin ikke får en anden far. Vi har hørt, at han på et tidspunkt tilbyder en pige, som han dårligt nok ved hvem er, 10.000 kroner for oplysninger om, hvor Kamilla befinder sig. SMA havde forsæt til at dræbe Kamilla, da han lagde armen rundt om hendes hals og fastholdt grebet,« sagde anklageren i sin procedure.

Læs også:

Kamilla Hantusch mistede livet i sit og ekskærestens hjem på Teglgårdsvej i Padborg. Først 11 dage senere, den 30. juli, blev hendes lig fundet smidt nogle meter inde fra vejsiden i et buskads ved tilkørsel 73 Kliplev ved Sønderjyske Motorvej.

SMAs forsvarer, advokat Erbil Kaya, er onsdag kort før middag gået i gang med sin procedure til forsvar for sin drabstiltalte klient.

Erbil Kaya har bygget proceduren op omkring at sætte spørgsmålstegn ved SMAs forsæt på gerningstidspunktet.

»Min klient har ikke haft forsæt til at dræbe Kamilla Hantusch. Vi har her i retten fået beskrevet, hvor dybt rystet han er over, at hun er afgået ved døden,« indledte forsvareren.

SMA nægter sig skyldig i drab men erkender vold med døden til følge samt usømmelig omgang med lig.

Hvis han bliver dømt skyldig i manddrab, venter der ham en årelang fængselsstraf, ligesom han risikerer udvisning af Danmark for bestandig.