Tirsdag eftermiddag gik to rumænske mænd rundt i Virum nord for København. De ville angiveligt gå på rov i det mondæne kvarter, men de havde glemt at tjekke, hvem der boede i husene.

Lokale politimænd, som er brødre, arbejdede på den ene brors hus, da de to rumænere gik ind i haven, skriver lokalavisen.dk.

De to brødre henvendte sig til de to ubudne gæster, som ikke kunne forklare, hvad de lavede i baghaven.

Politimændene valgte at undersøge de to mænd, og i deres besiddelse fandt de en boltsaks, en mejsel, en kniv og handsker.

Det fik de to brødre til at tilkalde kollegaerne fra politistationen, som kom og hentede rumænerne.

Til grundlovsforhøret onsdag erklærede begge mænd sig ikke skyldige og  fortalte, at de gik og kiggede i skraldespande og håbede på at finde skrotjern, de kunne tage, fortæller kommunikations- og pressekonsulent hos Nordsjællands Politi Henriette Døssing til BT.

Begge mænd blev varetægtsfængslet i 14 dage.