En rumænsk spillemand måtte en tur på politistationen i Næstved for sine musikalske udfoldelser på violin og elektrisk klaver ud for isenkræmmeren Imerco i Ringstedgade i Næstved.

Politiet modtog torsdag flere anmeldelser om, at musikanten skræmte kunder væk fra isenkræmmeren.

Anmeldelserne gik blandt andet på, at den elektriske forstærker, som musikanten anvendte, ikke højnede det i forvejen ikke særligt høje kunstneriske niveau. Men til gengæld larmede han, så det skar i ørerne på folk.

Den 39-årige rumæner blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev bragt til politistationen i Næstved og afhørt om sin optræden. Efter nogle timer blev han løsladt igen med besked om fremover at holde lav musikalsk profil.

- Det fremgår af afhøringsrapporten, at han spillede på violin og elektrisk klaver uden det store kunstneriske talent, fortæller vagtchef Ehm Christensen i Sydsjællands Politi.

- Heldigvis hørte jeg det ikke selv, tilføjer han.

/ritzau/