Tog og bus-trafikken til og fra Køge Station er ramt, efter der er fundet en mistænkelig genstand.

Politiet har afspærret et område omkring Køge Station, fordi en efterladt kuffert har vækket mistanke om en mulig bombe. Både busser og S-tog er berørt af afspærringerne

- Vi har haft bombehunde derude, og nu er Rullemarie på vej, så nu skal kufferten gennemfotograferes, og måske skal vi skyde på den, og så bliver vi nødt til at stoppe togdriften, siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Jørgensen til bt.dk.

Området omkring stationspladsen, busholdepladserne og et stykke op ad Jernbane Allé er afspærret.

- Vi betragter det som en mistænkelig kuffert, siger vagtchefen.

Ved 17:30-tiden er både busser og S-tog berørt af afspærringerne. Busserne kan ikke komme ind og holde på deres normale pladser, og S-togene har ændringer på både linje A og E.

Linje E mod Køge kører hvert 10. minut til Solrød Strand og hvert 20. minut til Ølby. Linje A mod Solrød Strand kører kun til Hundige i øjeblikket, oplyser DSB.

Politiet fik anmeldelsen 15.58.