USA ligger under for sin egen myte om rockerne. De er bare mandige og moderne cowboys, som elsker sjov og fart. Var det derfor, politiet blæste på advarsler om et blodigt rockermøde i Waco?
Twin Peaks er en amerikansk restaurantkæde, hvor kun atmosfæren har mindre smag end maden. »Den ultimative mandehule,« hedder det i reklamerne, men »ultimativ hulemand« ville være mere præcist. Med 24 slags fadøl, 55 fladskærme med sport på dem alle sammen og servitricer, som er klædt i en fiks lille ingenting.
Og søndag i filialen i Waco i Texas stod menuen på så meget paleo-kost, så meget spyt, slag, kniv, skud, krom og gashåndtag, at ni døde af det, 18 blev såret og 175 anholdt, og bagefter fortsætter slagsmålet. For hvem er egentlig mest hulemænd - er det rockerne, restauranten, politiet, eller er det et grundlæggende amerikansk problem? Der er nemlig noget, som er er åbenlyst galt.
Politiet siger, at de vidste, at fem rockerbander havde sat hinanden stævne på Twin Peaks i et butikscenter i Waco. Og de vidste også, at det kunne gå galt, for to af banderne - Bandidos og Cossacks - var i skægget på hinanden, men alligevel gjorde politiet ikke andet end at postere betjente i civil ved restauranten.
Restauranten vidste også, at rockerne kom, og politiet siger, at de tidligere havde bedt ejerne om at nægte at servere for dem, men at ejerne i stedet gjorde, hvad de kunne for at tiltrække rockere, bl.a. med »biker nights«. Det føjede alt sammen til stedets stemning af ram mand og naftalinkugler. Eller sagt med andre ord: Fem rivaliserende rockerbander skulle mødes på en mandebar i et butikscenter, som tiltrækker tusindvis af texanske familier; restauranten syntes, at det var helt fint, politiet gjorde ikke noget for at forhindre det eller advare omverden om det - og så skete det.
Fede ufarlige mænd
Steve Cook har en idé om, hvorfor alle de involverede fejllæste situationen så meget - og den har noget at gøre med den populære opfattelse af rockerbander.
»Vi ser dem på deres motorcykler, og vi ser nogle halvgamle fede mænd med tatoveringer og langt hår, og de virker ufarlige,« siger han til BBC. Cook er en tidligere betjent, som infiltrerede Bandidos, og som i dag leder en organisation, der koordinerer efterretninger om rockerbander. Og når vi vælger at se rockerne som moderne cowboys, der i stedet for karriere og børnepasningsordning jagter sjov, fart og et par på skrinet - så køber vi det image, som de gerne vil sælge os, og billederne fra Waco tyder på, at det også gjaldt politiet.
For umiddelbart efter skyderiet - efter at mindst 30 rockere havde skudt vildt mod hinanden på en trafikeret parkeringsplads foran et populært butikscenter - behandlede politiet de tilstedeværende rockere med en forbløffende nænsomhed. Ni var døde, rockerne var potentielle massemordere, men de blev ikke lagt på jorden og i håndjern, de fik lov til at sidde og ryge og tale i mobiltelefon, og der var en generel følelse af kammerateri, skrev webstedet ThinkProgress og sammenlignede det med den nylige ballade i Baltimore, hvor politiet efter et klammeri mellem unge sorte mænd i et butikscenter slog så hårdt ned på de involverede, at de ifølge anklagemyndigheden dræbte en uskyldig sort mand.
De mest svedige
Nænsomheden over for rockerne tyder på, at Steve Cook har ret. »Mange mennesker forstår simpelthen ikke, at de er gangstere. De sælger narko. De er organiseret kriminalitet,« siger han til Washington Post.
Men i USA er det et svært budskab. Der er noget næsten forfatningsindskrevet amerikansk over dem, og forfattere som Hunter S. Thompson og Tom Wolfe har været med til at mytificere rockerne, og en kendt journalist gjorde det samme, da han i 2007 i magasinet Texas Monthly portrætterede Bandidos. Han fortalte med ærefrygt, hvordan Bandidos var stiftet af Donald Chambers, en krigsveteran fra Vietnam, som i 1966 i Texas stiftede en klub, som kun var for »de virkeligt svedige rockere; dem, der kun kerede sig om friheden og den åbne landevej, der var ingen regler, ingen bullshit, kun landevejen«, som en af Chambers’ gamle venner siger. Artiklen er tæt på at præsentere Bandidos som en lokal succeshistorie – en made in Texas-organisation, der nu er den næststørste rockergruppe i verden efter Hells Angels, bare meget mere badass end englene.
Og i det mindste i Texas er der ingen tvivl om deres magt - og at de ikke deler den. I 2007 dræbte en snigskytte f.eks. en mand, som luftede tanken om at stifte en lokalafdeling af Hells Angels, og i mindst to år har Bandidos ligget i strid med en anden Texas-rockergruppe, Cossacks. I 2013 stak en Bandidos-leder to medlemmer af Cossacks ned foran et værtshus i Abilene, og siden har Cossacks åbent udfordret Bandidos. Blandt andet er de begyndt at gå med et Texas-mærke på vesten - en hån mod Bandidos, som mener at eje staten - og Cossacks er også begyndt at flirte med Hells Angeles, og pludselig er USAs næststørste stat ikke stor nok til dem begge to.
Søndag aftalte de så et møde med hinanden på Twin Peaks i Waco, og hvis der var tale om et forligsmøde, var det et forligsmøde, hvor begge parter kom bevæbnet i forventning om det modsatte.
Cossacks dukkede op med opbakning fra tre mindre rockergrupper - Scimitars, Leathernecks og Veterans - og det begyndte ifølge politiet med et slagsmål ved urinalerne på toilettet på Twin Peaks, fortsatte ude i restauranten og endte på parkeringspladsen, hvor pistolerne kom frem.
»Bandidos vidste på forhånd, at Cossacks ikke ville føje sig, og da det stod klart, tog fanden ved det hele,« siger Cook til Washington Post. »Bare se på det antal våben, som de havde med. De kom i forventning om krig.«
Og det kunne have været undgået. 1. maj sendte det texanske justitsministerium en advarsel til alle politiafdelinger om en truende krig mellem Bandidos og Cossacks, og alligevel valgte politiet i Waco og Twin Peaks at betragte rockermødet som folkemøde - som mandehule frem for hulemænd - og ni døde og 18 blev såret.
