To mænd med rockertilknytning er tirsdag formiddag blevet anholdt i forbindelse med et stort narkofund, som politiet gjorde i Randers 31. oktober, oplyser Østjyllands Politi.
Anholdelserne har fundet sted efter »intensiv efterforskning og ransagning på flere adresser i Østjylland«, og der er tale om en 38-årig mand, der er fuldgyldigt medlem af Hells Angels i Randers, og en 37-årig mand med tilknytning til samme rockerklub i Randers. De er nu begge sigtet for omfattende handel med narkotika.
Det var et tip fra en borger, der førte politiet på sporet af den store mængde narkotika, omkring 50 kilo amfetamin, 30 kilo hash samt 18 kilo rohypnoler, svarende til tusindvis af piller.
De to mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag morgen klokken ni. Af hensyn til den videre efterforskning vil anklagemyndigheden bede om lukkede døre, og politiet vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere i sagen.
I forbindelse med anholdelserne tirsdag formiddag blev flere adresser i Randers ransaget, heriblandt Hells Angels-klubhuset. Her blev der blandt andet fundet omkring 100 gram amfetamin, som en 30-årig mand har erkendt tilhører ham. Politiet overvejer nu, om han også skal fremstilles i grundlovsforhør.
To personer sidder i forvejen varetægtsfængslet i forbindelse med det store narkofund.