Trangen til at rejse har nu betydet, at Klaus Riskær Pedersen må aflevere sit pas. Det har Sø- og Handelsretten besluttet.

Klaus Riskær Pedersens rejser til både London og Ibiza betyder nu, at han skal aflevere sit pas.

Riskær har nemlig været udenlands, selv om han lige nu afsoner en fængselsdom på seks år for bedrageri. Det er Sø- og Handelsretten i København, der i en kendelse har besluttet, at finansmandens pas skal inddrages, skriver Ekstra Bladet. Klaus Riskær Pedersen begyndte at afsone sin dom tilbage i 2008 i statsfængslet i Sønder Omme. Men trangen til at rejse til udlandet var for stor.

Riskær har både været på Ibiza og på forretningsrejse til London, selv om han ikke havde fået tilladelse fra Kriminalforsorgen til at rejse ud af landet. Den bedrageridømte Riskær indrømmede for nogle uger siden, at han havde været i udlandet. Men at han ikke havde fået lov. I at åbent fængsel, som Riskær afsoner i, kan man få lov til at komme på udgang. Men skal man til udlandet, skal man ansøge myndighederne om tilladelse. Og det er ikke ofte, de giver indsatte lov til at tage til udlandet. Årsagen er, at flugtrisikoen stiger, jo længere en indsat befinder sig borte fra Danmark.

Hovedpersonen i sagen er dog yderst fåmælt.

- Jeg kan ikke kommentere på sagen af den simple årsag, at jeg er usikker på, om jeg overhovedet må kommentere den slags som indsat, siger Klaus Riskær til Business.dk

Han understreger, at han allerede tidligere har erkendt sin fejl og sagt undskyld - og at han dermed også har anerkendt, at der må være sanktioner forbundet med overtrædelsen.

- Men om jeg har et pas eller ej er uden betydning for mig, da jeg har et afsoningsforløb foran mig. At jeg af personlige årsager har lavet et fejlskøn, er ikke ensbetydende med, at jeg har tænkt mig at gøre det igen - og min tidligere undskyldning for sagen står fortsat ved magt.