Rigspolitiet skriver i et nyhedsbrev, at terrorberedskab og grænsekontrol kan betyde flytning af betjente.

København: Akut mangel på betjente i kredse som Københavns, Østjyllands, Sydsjællands og Lolland-Falsters og Syd- og Sønderjyllands Politi betyder, at betjente kan risikere at blive tvunget til at flytte til en anden politikreds end den, de tilhører.

Det skriver Rigspolitiet i nyhedsbrev ifølge TV2.

Det er det sidste års øgede terrorberedskab og grænsekontrol, der har gjort kredsene så pressede, at det nu kan resultere i tvangsflytninger.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Rigspolitiet i videst muligt omfang vil forsøge at få puslespillet til at gå op uden at skulle flytte medarbejdere, som ikke ønsker det, står der i nyhedsbrevet, der blev udsendt fredag, oplyser TV2.

Siden terrorangrebet i februar sidste år har politifolk fra forskellige dele af landet deltaget i bevogtningsopgaver i København.

Fra september var det Lolland-Falsters og Syd- og Sønderjyllands politikredse, der fik tilsendt ekstra bemanding til den øgede bevogtning ved de danske grænser.

Indtil nu har de politikredse, der har haft brug for øget bemanding, gjort brug af assistance fra de øvrige politikredse, men Rigspolitiet vurderer, at brugen af assistancer ikke er hensigtsmæssig.

- Brugen af assistancer er for alle de involverede ikke hensigtsmæssigt i længden. For at nedbringe antallet af assistancer er det derfor ønskeligt at flytte polititjenestemænd til de berørte kredse, står der i nyhedsbrevet fra Rigspolitiet.

Konkret hvor mange der skal flyttes rundt er endnu uvist.

Formand for Fyns Politiforening, Steffen Daugaard, raser over nyheden:

- Det er en rigtig dårlig nyhed folk har fået med på vinterferie. Det skaber frustration og bekymring blandt kollegerne, siger han til TV 2.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook