Politiet i Skagen bekræfter, at unge nordsjællændere hærger i Gl. Skagen. Det oplyser P4 Nordjylland.

De mere end 50 unge tager alt, hvad der sidder løst eller kan vristes løs, når de om natten går gennem Gl. Skagen - typisk fra restaurationen Hyttefadet - og til de sommerhuse, de har lejet.

Politiet har ved besøg konfiskeret alt fra en stor trampolin, som er båret en kilometer gennem byen, til skilte, fuglehuse. parasoller, granitsten, havemøbler og sågar et busstoppested, som er revet op med soklen, fortæller politiet.

- Det er ikke vores indtryk, at det er unge, som mangler penge. For det nogle utroligt store biler, de kører i. Så det er formentlig snarere en konkurrence, de har om hvem, der kan samle flest ting ind, siger Bo Frederiksen fra nærpolitiet i Skagen til P4 Nordjylland.

De unge er indtil videre sluppet for bøder og lignende.

- De er så mange, så det er umuligt at finde ud af, hvem der har gjort det. Og de er meget berusede. Men de er høflige og hjælper med at bringe det ind på stationen, siger Bo Frederiksen fra nærpolitiet i Skagen.
Ifølge politiet vil der køre patruljebiler i området om aftenen og natten.