Hvor mange gange stak morderen med sin kniv, hvor ramte knivstikkene, og havde offeret forinden fået et blåt øje?

Den slags detaljer er retsmediciner Asser Hedegård Thomsen fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet i øjeblikket ved at fordybe sig i.

»Jeg er gået i gang med at sætte alle omkring 1.500 drab fra de seneste 25 år under lup for at klarlægge detaljerne så grundigt og systematisk som muligt,« forklarer han.

»Det overordnede mål er at få et billede af, hvilke metoder der er anvendt ved drabene, og hvordan de fordeler sig. Bliver ældre mennesker eksempelvis typisk slået med økser, for nu at tage et eksempel. Det tror jeg ikke, men det er den slags mønstre, som jeg interesserer mig for,« tilføjer Asser Hedegård Thomsen.

Han har forgæves søgt om forskningspenge til at lave drabs-undersøgelserne som et ph. d.-projekt. Da det indtil videre ikke har kunnet lade sig gøre, er han i stedet begyndt på egen hånd, når det øvrige arbejde som retsmediciner i Aarhus tillader det.

»Jeg er godt i gang, og har nået 300 af de påtænkte 1500 drabssager. Jeg kigger primært på obduktionserklæringerne fra de tre retsmedicinske institutter, som vi har i Danmark. Jeg er selv i Aarhus, og rejser desuden til Odense og København hver anden uge for også at kigge på sagerne derfra,« forklarer han.