Tietgenskolens rektor er chokeret, efter en ansat modtog en trussel om et skoleskyderi onsdag morgen.

Hjertet på rektor Gitte Bargholt slog et ekstra slag, da en kontorelev på Tietgenskolen onsdag morgen åbnede en konvolut med et computerskrevet brev, hvori en unavngiven person truede med et skyderi på skolen.

- Vi blev selvfølgelig meget chokerede. Man får jo straks en masse billeder inde i hovedet fra skoleskyderier, man har hørt om i andre dele af verden, siger Tietgenskolens rektor, Gitte Bargholt, til fyens.dk.

- Så snart vi fik truslen, skyndte vi os at ringe til politiet og sende mail ud til eleverne om, at de ikke skal møde op i dag, fortsætter hun.

Hun understreger, at der ikke har været nogle episoder på skolen, der kunne give mistanke om, at der var en overhængende trussel.

- Vi har et rigtig godt elevklima og arbejdsklima på skolen, så det kommer meget bag på mig, siger Gitte Bargholt.

Udover truslen om et skoleskyderi var der ifølge BT skrevet »Blodet vil flyde i klasselokalerne. Må Allah være med jer« i brevet.

Politiet evakuerede skolen kort efter opkaldet fra kontoreleven, der åbnede brevet. Tietgenskolen er lukket resten af dagen, så politiet kan samle spor.

Der er omkring 1.070 elever på Tietgenskolen, der ligger på Elmelundsvej i den vestlige del af Odense.