Flere af de voksne børn i familien fra Rebild-sagen bor under kummerlige forhold, hvis de overhovedet har et sted at bo, men ingen politikere vil tage ansvaret for kommunens manglende hjælp til dem. Det skriver Nordjyske Stiftstidende søndag.
Avisen har mødt tre af de nu voksne børn i familien.
- Vi er overladt til os selv uden nogen muligheder for at gøre noget. Vi har ingenting, og vi har ingen udsigt til noget, siger den ene søn, mens en anden tilføjer:
- Det kan ikke blive værre, end det er lige nu.
Borgmester Anny Winther (V), der har erkendt kommunens svigt af børnene i forbindelse med dommen over børnenes far, har lagt stor vægt på, at kommunen skal gøre alt for at hjælpe børnene til at få et godt liv.
Overfor Nordjyske Stiftstidende afviser hun at forholde sig til kommunens indsats.
- Jeg har ikke selv undersøgt, hvad vi har sat i værk, siger Anny Winther til avisen.
Hun ønsker ikke at vide, hvordan de voksne børn har det. I stedet sender hun ansvaret for kommunens hjælp til de nu voksne børn videre til formanden for sundhedsudvalget, Henrik Christensen (S).
- Hvis borgmesteren fralægger sig ansvaret for det her, vil jeg have en grundig orientering om alt, hvad Rebild Kommune har gjort for børnene i den her sag, siger Henrik Christensen til Nordjyske Stiftstidende uden at komme med konkrete bud på, hvad kommunen kan stille op.
BNB