To rockerborge er torsdag sidst på eftermiddagen blevet ransaget i Esbjerg

Det drejer sig om Bandidos i Finlandsgade og Hells Angels på Ingemanns Allé. Onsdag eftermiddag satte politiet på Sjælland en storstilet og koordineret aktion ind mod rockerborge på hele Sjælland. Nu følger de trop i Jylland.

- Vi kommer jævnligt forbi for at vise, at vi er her og ser, om de har noget, fortæller vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi til bt.dk.
I rockerborgene mødte de dog kun få rockere, og hverken våben eller stoffer.

- I forbindelse med ransagningen tager vi dog hen til en anden rockerrelateret adresse, hvor vi fandt 10 gram amfetamin, fortæller vagthavende.

Esbjerg har været særligt plaget af rockerslagsmål det seneste års tid. Den jyske by har hidtil været kendt for at være Bandidos-land, men i juli 2011 flyttede rivalklubben Hells Angels ind. Det har ført til mange slagsmål og optøjer på åben gade.