Den forsvundne Rasmus Steen Hansens familie håber stadig på det bedste trods fundet af den 18-åriges tøj på en sandbanke søndag.

Selv om politiet har bekræftet, at det er den forsvundne Rasmus Steen Hansens tøj, der blev fundet på en sandbanke i Køge søndag eftermiddag, så har den 18-åriges familie endnu ikke set det fundne tøj: En grå hætte trøje, en sort-grøn T-shirt samt et par cowboybukser. Tøjet er nemlig blevet sendt til dna-undersøgelse, så det kan fastslås med sikkerhed, at det er Rasmus Steen Hansens tøj.

Imens klynger den 18-åriges forældre sig til håbet om, at deres søn snart bliver fundet - i live.

- Vi krydser selvfølgelig fingre for, at det ikke er hans tøj. Vi håber hele tiden på det bedste, siger Lennart Toft, der de seneste 13 år har været bonusfar til Rasmus Steen Hansen.

Tøjet blev fundet kun få hundrede meter fra, hvor Rasmus Steen Hansen sidst blev set for 14 dage siden - nemlig på diskotek Depotet på Toldbodgade i Køge, som han forlod klokken 02.25 natten til den 3 nov.

Siden da har Rasmus Steeen Hansen familie levet i et mareridt, der tærer hårdt på familien.

- Det er frygteligt. Tomheden og uvisheden er ubærlig. Man får ikke sovet, og alting kører rundt i hovedet på en, fortæller Lennart Toft, der føler sig som en rigtig far for den forsvundne dreng.

også Rasmus mor Mette Christensen er hårdt berørt af sin søns forsvinden:

- Hun har det på samme måde som mig. Man føler sig helt tom. Man ved jo ikke, hvor man skal gøre af sig selv, siger Lennart Toft.

Efter fundet af tøjet gennemsøgte Midt- og Vestsjællands Politi sammen med Hjemmeværnet strandbredden fra Køge Havn ned til Strøby Ege syd for Køge med både helikopter og både i håb om at finde Rasmus Steen Hansen. Ifølge politiet var sandsynligheden for at finde teenageren i live i vandet ikke stor.

Tanken om, at Rasmus Steen Hansen kan være død, plager den unge mands familie.

- Tanken er der jo hele tiden, at han kan være derude i vandet et sted. Men det vil vi ikke tænke på, før han eventuelt bliver fundet. Men vi håber på et mirakel ind til det modsatte er blevet bevist, siger Lennart Toft.

Han finder det besynderligt, hvis Rasmus Toft Hansen har smidt sit tøj for at tage en dukkert på dette tidspunkt af året. Men han afviser, at hans bonussøn eventuelt kunne have fundet på at smide tøjet for at tage sit eget liv i bølgerne.

- Det er absolut utænkeligt, siger Lennart toft, der beskriver Rasmus Steen Hansen som en glad og utrolig vellidt dreng. Af den grund mener han heller ikke, at den 18-årige havde nogen fjender.

I et forsøg på at finde den forsvundne har Lennart Toft sammen med Rasmus Steen Hansens mor forsøgt at få tv-nyhederne til at bringe flere billeder af deres søn. Men forgæves.

- Vi synes, det er for dårligt, at man ikke kan bruge 15 sek. på at vise et billede af ham. Den eneste person, der kan hjælpe, kan måske sidde i Valby eller Helsingør og have været i byen i Køge, siger Lennart Toft, der glad for, når der bliver sat fokus på sagen.