Det var en vred Gimi Levakovic, der mandag forlod Højesteret, som inden længe afgør hans skæbne i Danmark.

Først om ti dage tager landets højeste domstol endelig stilling til, hvorvidt den 46-årige sigøjnerboss Gimi Levakovic skal udvises i forbindelse med en våbendom. I Landsretten fik han et år og tre måneders fængsel, men slap med nød og næppe for udvisning. Derfor er sagen nu havnet for Højesteret, som behandlede sagen mandag.

Gimi Levakovic ønskede ikke selv at få ordet, da dommeren gav det til ham i retten.

»Nej, ellers tak,« kom det stille fra Levakovic, der sad iført lyserød skjorte, armygrøn pullover og fødderne stukket i et par spidse laksko.

Da dommeren slog fast, at man først vil tage endelig stilling til udvisningsspørgsmålet 12. maj, forlod Gimi Levakovic salen flankeret af to betjente i civil. Uden for retsbygningen havde Levakovic kun to ting, han gerne ville formidle videre til journalisterne. For det første, at retten skulle tage hensyn til hans børn. For det andet, at han følte sig »røvrendt«.

»Jeg håber, at de viser hensyn til mine børn. Det er det vigtigste. De betyder alt for mig,« sagde Gimi Levakovic til BT.

Ekstra Bladet har gennem flere år skrevet om Levakovic-klanen, der er udråbt til Danmarks mest kriminelle familie, og sidste år fik familien skærmtid i TV2-dokumentaren ’Sigøjnerbossen og hans berygtede familie’, som for alvor fik politikerne op af stolene. Flere undrede sig over, at det juridisk ikke var muligt at få smidt Levakovic-overhovedet ud af landet.

Netop TV2-dokumentaren fik Gimi Levakovic op i det røde felt mandag.

»Jeg blev røvrendt. Det kan du godt skrive. Den fremstiller mig helt forkert og kalder mig en sigøjnerboss. Den viser ikke tingene, som de er,« sagde Gimi Levakovic til BT.

Hans egen sag og ikke mindst domskatalog, der tæller ikke færre end 23 fængselsdomme, ville han derimod ikke kommentere.

»Det er TV2 og Søren Pinds skyld, at jeg er her i dag,« sagde han med henvisning til Justitsministeren.

Kort efter kom hans forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen ham til undsætning og rådede ham til ikke at udtale sig yderligere. Derefter forsvandt Levakovic ned i den politivogn, som skulle føre ham tilbage til det fængsel, hvor han har siddet varetægtsfængslet i præcist et år siden våbendommen sidste år.

Først 12. maj klokken 12 afgør Højesteret, hvorvidt Gimi Levakovic skal sendes ud af landet.