Bjærgningen af "UC3 Nautilus" begynder lørdag, meddeler Københavns Politi på Twitter.

Københavns Politi oplyser på det sociale medie Twitter, at man begynder bjærgningen af ubåden "UC3 Nautilus" klokken 10:00 lørdag formiddag.

Det er det 77 meter lange bjærgningsskib 'Vina', der står for bjærgningen. Også Hjemmeværnet er til stede i området med flere patruljeringsskibe.

Når Nautilus er bjærget, skal den bringes ind til havnen i København og undersøges af en kriminaltekniker. Det oplyser vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politi til nyhedsbureauet TT.

Ubåden er omdrejningspunktet for en sag, hvor dens ejer er sigtet for drab på en svensk journalist, der på et tidspunkt var med på ubåden.

Opfinderen Peter Madsen blev fredag anholdt og sigtet for drab på en 30-årig svensk kvinde. Hun havde torsdag aften været med Madsen ude at sejle i opfinderens hjemmebyggede ubåd.

Det fremgår af sigtelsen, at opfinderen er sigtet for på ukendt måde at have dræbt svenske Kim Wall på et tidspunkt efter klokken 19 torsdag. Han nægter sig skyldig.

Kvindens kæreste meldte natten til fredag kvinden savnet. Heller ikke ubåden var der nogen spor efter.

Fredag formiddag modtog Forsvarets søredningstjeneste opkald fra skibe, som havde set ubåden i farvandet syd for Drogden Fyr.

Lidt senere sank ubåden. Peter Madsen blev samlet op og sejlet i havn i Dragør. Her kørte han væk med politiet, og senere på dagen meldte Københavns Politi ud, at Madsen var blevet sigtet for drab på kvinden.

Københavns Politi oplyser samtidig, at Peter Madsen bliver fremstillet for en dommer klokken 14:00.