KØB PLUS!

Radio-boss nægter fyring af fup-værter: De er ofrene

Australiens premierminister går nu offentligt ud og kondolerer over for død sygeplejerskes familie.

Chefen for det radioselskab, der er blevet centrum i en spektakulær sag om en sygeplejerskes selvmord, vil ikke fyre de kontroversielle australske radioværter, der lavede telefonfis med Hertuginde Kate af Cambridges sygeplejerske.

- De her mennesker er ikke maskiner, de er mennesker. Det er ufatteligt tragisk, det der er sket, og vi er meget kede af det og berørte, sagde administrerende direktør Rhys Holleran for Southern Cross Austereo på et pressemøde i Melbourne.

Et skæbnesvangert telefonopkald har fået langt alvorligere konsekvenser, end hvad værterne på 2day FM Michael Christian og Mel Greig havde regnet med, da de onsdag morgen ringede til King Edward VII Hospital i London og lavede telefonfis med den sygeplejerske, der behandlede den gravide hertuginde Kate for morgenkvalme.

Lyttere hetzer radioværter efter sygeplejerske-selvmord: Fyr dem!

To dage efter Jacintha Saldanha modtog opkaldet på hospitalet og stillede det videre til sygeplejersken, tog hun efter al sandsynlighed sit eget liv fredag morgen.

Siden er de to værter blevet lagt for had på de sociale medier af lyttere, der blandt andet skriver, at 'de har blod på deres hænder'. De har nu taget en pause fra æteren og får psykologhjælp, men radiostationen nægter at fyre de to værter, fordi de efter hans mening også er ofre i den tragiske sag.

- Jeg mener, at telefonfis i radioprogrammer er stået på i årtier og er ikke bare noget, vi gør på en radiostation, et netværk eller et land. Ingen kunne have forudset, hvad der endte med at blive en ufattelig tragisk dag, siger radio-chefen og henviser til Jacintha Saldanhas formodede selvmord efter fupopkaldet.

Mens radiochefen vasker hænder, er der nu gået storpolitik i sagen. Den australske premierminister Julia Gillard har offentligt gået ud og kondoleret over for de efterladte til den 46-årige sygeplejerske og kaldt det en 'forfærdelig tragedie'.

Jacintha Saldanha kommer oprindeligt fra Indien, og efterlader sig en søn på 16 og en datter på 14 år.

Læs også: