L.O.C. modtog i dag en betinget dom for vold ved byretten i Odense. Men rapperen skal være glad for, at dommen blev betinget, mener kommunikationsrådgiver Henrik Byager. TDC, der bruger L.O.C. som frontfigur i deres markedsføring, ville nemlig ikke have kunne acceptere en fængselsstraf til deres ansigt udadtil.

- Nu er det jo en betinget dom, men ikke desto mindre en dom. Det er jo lidt på vippen, men hvis han var kommet i fængsel, så er der ingen tvivl om, at han var blevet fyret, vurderer kommunikationsrådgiver Henrik Byager.

Ifølge Henrik Byager ville et stort velrenommeret firma som TDC helt enkelt ikke kunne acceptere at blive kædet sammen med en fængslet voldsforbryder.

- Det her er jo worst-case scenariet ved at være sponsor for kendte mennesker. Det er lige præcis sådan noget her. Det er lige på grænsen, men i ni ud af ti tilfælde vil det medføre en fyring, mener Henrik Byager.

Der er dog stadig mulighed for, at Liam O'Connor og ikke mindst TDC kan komme ud at situationen med skindet på næsen. Hvis rapperen formår at komme igennem sagen på en troværdig måde, er der ifølge Henrik Byager en chance for, at han kan ride stormen af uden at blive smidt på porten af TDC.

Henrik Byager, der også er ansat af TV2, understreger, at han kun udtaler sig om L.O.C.s engagement med TDC.