Henrik Qvortrups advokat revser politiets brug af magtmidler i Se og Hør-sagen, hvor politiet flere gange er skredet til anholdelser af personer, som ellers frivilligt har lovet at stille op til afhøring. Politiets eneste formål var 'at ryste' dem, mener advokaten.

Københavns Vestegns Politi blev torsdag morgen tvunget til at løslade Se og Hørs tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup, kort tid efter at han klokken 8.05 var blevet anholdt i sit hjem i bydelen Frederiksberg i København og sigtet i Se og Hør-skandalen. Det skete efter protest fra Qvortrups advokat, Anders K. Németh.

- Jeg meddelte politiet, at hvis det ikke sørgede for, at Qvortrup blev løsladt - efter at han var blevet kørt til politigården i Albertslund og havde fået oplæst den sigtelse, der var rejst mod ham - ville jeg indgive en politianmeldelse om ulovlig frihedsberøvelse, siger Anders K. Németh.

Politiets plan var at lade Henrik Qvortrup opholde sig i en celle på politigården frem til afhøringen af ham kunne begynde cirka 15.45 på anholdelsesdagen.

Først blev Németh afvist, men en overordnet ansat ved politiet valgte kort tid efter at efterkomme kravet. Qvortrup blev derfor løsladt cirka klokken 10 og mødte senere samme eftermiddag til en timelang afhøring i selskab med sin advokat.

Københavns Vestegns Politi har i den aktuelle sag i flere tilfælde valgt at møde op hos de involverede tidligt om morgenen, ransage deres hjem og frihedsberøve dem. Til trods for, at de involverede flere gange offentligt og over for politiet har erklæret sig villig til at lade sig afhøre

- Jeg mener ganske enkelt ikke, at politiet havde belæg for at anholde Henrik Qvortrup. Jeg har på hans vegne, både i offentligheden og direkte over politiet, klart tilkendegivet, at Qvortrup var villig til at lade sig afhøre. Vi har rykket for at få den afhøring gennemført. Alligevel vælger politiet at møde op og anholde ham, siger Anders K. Németh, der mener, at formålet alene kan være at ‘udvise show of force.’

- Politiet ønsker at ryste de involverede. At intimidere dem. Jeg kan ikke se andre formål, siger Németh.

Af retsplejeloven, der regulerer politiets magtmidler, fremgår det af § 755, at politiet kan anholde en person, der ‘med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold’, men kun hvis anholdelsen er nødvendig for at ‘hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre.’

- De betingelser er jo helt åbenbart ikke opfyldt. Sagen er - for Qvortrups vedkommende - fem år gammel; der er ingen risiko for, at han stikker af, og spørgsmålet om ‘samkvem med andre’ er heller ikke relevant. Han har jo haft år til at drøfte denne sag med andre, hvis det var dét, han ville, siger Anders K. Németh.

Politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi vil ikke gå ind i politiets overvejelser forud for anholdelsen, men siger til BT, at det aldrig var hensigten at holde Qvortrup anholdt, til hans advokat havde mulighed for at bistå ham ved en afhøring.

- Jeg har ingen kommentarer til advokatens udmeldinger om begivenhederne torsdag morgen og hans udlægning af politiets motiver for at anholde den sigtede – udover at vi selvfølgelig ikke først løslod den sigtede efter 'trusler' fra advokaten. Vi havde en plan for dagens program, og den fulgte vi, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.
 
Politiinspektøren tilføjer, at 'politiet selvfølgelig ikke kan opretholde en anholdelse alene med henblik på at foretage en afhøring'.