Københavns Vestegns Politi har torsdag morgen anholdt og sigtet tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, og gennemført en ransagning af hans hjem på Frederiksberg.

Det bekræfter den tidligere chefredaktørs kone, Marie S. Qvortrup, over for BT. Anholdelsen skete ved
8.15-tiden torsdag morgen, og foregik udramatisk, oplyser hun.

Også tidligere chefredaktør Kim Henningsen har torsdag morgen haft besøg af politiet. Han er dog ikke blevet anholdt pga. sygdom, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelse. Kim Henningsens hjem i Gilleleje er dog blevet ransaget.

Kim Henningsens advokat, Kåre Pihlmann, oplyser til BT, at ransagningen af Henningsens hjem skete ved 8.30-tiden, og det tog ca. ti minutter.

 

Den tidligere chefredaktør for ugebladet Se og Hør, Henrik Qvortrup, er central i Se og Hør-skandalen, fordi bladets samarbejde med kreditkortkilden begyndte under hans ledelse. Samarbejdet med kilden fortsatte under Kim Henningsens ledelse, da han tiltrådte som chefredaktør i juni 2009. Begge forhenværende chefredaktører er sigtede i sagen, men nægter sig skyldige.

Se og Hør fik gennem fire år - fra 2008 til 2012 - private kreditkortoplysninger fra kendte og kongelige. Det skete via en ansat i IBM, der arbejdede for Nets. Personen - 45-årige it-specialist - fodrede Se og Hør med hundredevis af oplysninger gennem årene, hvor kendte brugte deres kreditkort. Historien blev afsløret 28. april i BT, hvor det beskrev, at en ny bog af tidligere Se og Hør- journalist, Ken B Rasmussen, der beskrev brugen af 'tys-tys kilden', langt hen ad vejen er sandfærdig.

Da Henrik Qvortrup, som følge af Se og Hør-skandalen, tirsdag 29. april forlod sit job som politisk kommentator på TV2, udsendte han en pressemeddelelse, hvor han om sit ‘sidste halve år på Se og Hør – perioden maj til december 2008’  kom med følgende bemærkninger:

- Der blev udbetalt honorarer og refunderet regninger for adskillige kilder. Herunder også flere måneder i træk.

- Jeg attesterede som chefredaktør disse udgiftsbilag/honorarsedler

- Jeg kan ikke afvise, at der sket udbetalinger til den person, der er i centrum for de seneste dages omtale af Se og Hør.

- Jeg har også hilst på vedkommende.

- Min viden om denne kilde var, at han i flere tilfælde var i stand til at levere korrekte oplysninger til bladet. Derfor attesterede jeg udgiftsbilagene, når de blev præsenteret af journalisterne, som jeg forstod havde kontakt til kilden.

- Derimod havde jeg intet kendskab til, at kilden havde tilvejebragt oplysningerne på ulovlig vis.

Københavns Vestegns Politi har torsdag morgen også gennemført ransagning hos Henrik Qvortrups efterfølger, Kim Henningsen, der ligesom Qvortrup nu også er sigtet i sagen.

- Ransagningerne i dag er sket for at sikre beviser hos de mistænkte, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen i en pressemeddelelse.

Chefredaktørerne er sigtet for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 263 stk. 3, jfr. stk. 2 og § 299a, jfr. markedsføringslovens § 19, jfr. straffelovens § 23 samt overtrædelse af straffelovens § 299 stk. 2 – ved som redaktører på Se og Hør i et større antal tilfælde at have formået en tidligere IBM-ansat med adgang til data hos Nets til uberettiget at have skaffet sig adgang til andre personers oplysninger hos IBM og Nets og mod betaling af et større beløb at udlevere de to firmaers forretningshemmeligheder i form af en række kendte personers kreditoplysninger til ansatte på Se og Hør.

Hvorledes de sigtede stiller sig til sigtelserne og hvad der er sagt under afhøringerne, ønsker Bent Isager-Nielsen ikke at kommentere.

Efter medieomtale indledte Københavns Vestegns Politi den 28. april selv en undersøgelse af mistanken om, at Se & Hør fra 2007 til 2012 skulle have modtaget oplysninger om kendte personers dankorttransaktioner fra Nets, det tidligere PBS, for at bladets journalister kunne følge dem.

Efterfølgende har politikredsen også modtaget en række anmeldelser fra enkeltpersoner.

- Der er nu rejst sigtelse mod centrale aktører i sagen, bl.a. journalister og chefredaktører på Se & Hør. Desuden er Aller Media A/S sigtet i sagen. Det samme er den 45-årige it-medarbejder, den såkaldte ”tys-tys-kilde, siger Bent Isager-Nielsen.

Der kan forventes flere afhøringer og sigtelser i sagen. Københavns Vestegns Politi vil fortsætte efterforskningen med fokus på bearbejdning af det beslaglagte materiale og de afgivne forklaringer, oplyser politiet.

Efterforskningen sker i samarbejde med Rigspolitiets Nationale Cyper Crime Center (NC3).